Udlicitering af ældreplejen er et redskab, der skal bruges med omtanke, lyder det fra Kommunernes Landsforening.

Udlicitering af ældreplejen er et redskab, der skal bruges med omtanke, lyder det fra Kommunernes Landsforening.

Derfor tøver kommuner med udbud

Kommunernes Landsforening bakker op om østjyske borgmestre, der er kritiske over for mere udlicitering af borgernære områder

Af
Af Hans Larsen

Danskerne kan næppe se frem til, at kommunerne i stor stil vil udlicitere borgernære opgaver som ældrepleje og børnepasning til private virksomheder. Formanden for Kommunernes Landsforening, Erik Nielsen (S), siger, at man skal passe på med at bruge redskabet ukritisk.
Mandag fortalte Syddjurs' borgmester Claus Wistoft (V) og Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard (S) til Lokalavisen.dk, at de ikke ser nogen grund til at juble over udsigten til at kunne hente store milliongevinster hjem på mere udlicitering, da kommunerne i forvejen har effektiviseret, så private virksomheden burde være misundelige.
Og heller ikke Erik Nielsen mener, at der er behov for at sætte turbo på udlicitering af ældrepleje og børnepasning, selv om han understreger, at kommunerne generelt har gode erfaringer med at konkurrenceudsætte opgaver til private virksomheder.

Begrænsede erfaringer

“Konkurrenceudsættelse er en ressourcekrævende proces, der kræver nøje forberedelse. Særligt på velfærdsområderne, hvor erfaringerne endnu er begrænsede. Brugen af konkurrenceudsættelse på disse områder bør derfor udvikles gradvist og bruges med omtanke,” siger Erik Nielsen.
Regeringens Produktivitetskommission har peget på, at der er store besparelser at hente, hvis kommunerne udliciterer ældrepleje og børnepasning til private virksomheder. Men formanden for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen, er uenig med kommissionen.
“Det virker som om, at kommissionen har sat kikkerten for det blinde øje og er blevet ideologisk. Mantraet er tilsyneladende, at det private kan løse stort set alting billigere og bedre end det offentlige. Problemet er bare, at det er der ikke nogen sikker dokumentation for,” siger Dennis Kristensen.

Gavner samfundet

I Folketinget er Liberal Alliances erhvervsordfører, Joachim B. Olsen, enig med Produktivitetskommissionen i, at øget konkurrence er til gavn for samfundet.
“Konkurrence har alle dage været sundt, for som kommissionen ganske rigtigt peger på, så er det gennem konkurrence, at private såvel som offentlige leverandører bliver effektive. Med øget konkurrence sikrer vi altså, at vi får mest muligt ud af skattekronerne. I mange situationer vil de private leverandører både være bedre og billigere, og så skal de naturligvis løse opgaverne,” siger Joachim B. Olsen.

null

Publiceret 18 February 2014 13:30