Secret Hotel opfører forestillingen

Secret Hotel opfører forestillingen "K.R.O.P. At have eller være" den 13.-15. maj. Foto: Malle Madsen.

Bora Bora blæser billederne ud

Scenen for dans og visuelt teater, Bora Bora, præsenterer sit forårsprogram. Teatret satser stort på canadisk dans tilsat et rockorkester og bringer dansere ud på byens åbne pladser

Af
Louise Nyvang Burmeister

To dage i maj er Bora Boras leder helt sikker på, at den store scene på Brobjergskolen er stopfuld af publikum.
Det er målet med teatrets helt store satsning i foråret, 'Usually Beauty Fails', der er skabt af den canadiske koreograf, danser og rockmusiker, Frédérick Gravel.
Nordamerikaneren er et af højdepunkterne i forårsprogrammet, som består af 10 forestillinger og i alt 46 shows på scenen for dans og visuelt teater.
"Frédérick Gravel skaber meget klare billeder, som bliver skudt ud i snylten på os" siger Jesper de Neergaard, der er meget begejstret for at have fået Gravels danseensemble til Aarhus.
"Jeg så dem første gang i Paris for to år siden i og vidste, at jeg skulle have dem hertil. Han er en provo-koreograf, der beskæftiger sig med populær kultur i dans. Det er bygget op som en rockkoncert med numre af cirka tre minutter, men det bliver blæst ud i hovedet på os. Vi viser jo ikke høflig dans," understreger Bora Bora-lederen.
Og selvom Gravel-forestillingen er forårets dyreste show, er Jesper de Neergaard ikke sikker på, at forestillingen bliver sæsonens bedste.
"Gravel får kam til sit hår. Publikum får svært ved at bestemme sig for, hvad der er bedst. For vi kommer til at vise et meget bredt billede af, hvad moderne dans er," siger Jesper de Neergaard.

Eksploderer i dans

Lederen forklarer, at den gennemgående idé er at forbløffe publikum.
"Jeg er rigtig glad for det her program, for det bærer virkelig præg af overraskelser. En af vores udfordringer er at gøre folk opmærksom på, hvad det er, vi tilbyder. Mange synes, at dans virker sekterisk uden egentlig at vide, hvad det er. Og mange tror, at man skal forstå det. Men ingen forventer at forstå en koncert f.eks. Det er præcis det samme med dans - det handler om følelser," forklarer Jesper de Neergaard og tilføjer:
"Det handler om at vise billeder, der reflekterer vores verden og som eksploderer i hovedet på publikum."
De billeder vil lederen ikke kun vise på scenen på Brobjergskolen, men også i byens åbne rum.
"Vi afholder for første gang 'Stop! Dans!' i april, hvor der bl.a. vil blive danset uden på Nordea-bygningen på Bispetorvet og på et kæmpestort vippebræt. Vi kommer til at overraske og danse, der hvor folk mindst venter det," siger Jesper de Neergaard og tilføjer at endnu et stort internationalt navn vil gæste Aarhus denne dag. Men det vil lederen først offentliggøre senere.
Selve arrangementet håber han at gøre til en årligt tilbagevendende begivenhed.
"Jeg kan ikke love det, men det er noget, vi rigtig gerne vil. Men det afhænger også af støttekroner. Det er startet som et kulturhovedstadsprojekt, men nu har vi overtaget det," siger Jesper de Neergaard.

Skal tage chancer

Bora Bora er nu halvvejs gennem sæsonen, og har oplevet et tilfredsstillende billetsalg.
"Det går forrygende. Vi er mere end halvvejs med billetsalget med over 4000 solgte billetter. Det var især forestillingen 'Blam' i efteråret, der solgte godt. Men vi læner os ikke tilbage. Vi skal hele tiden turde tage chancer, ellers er vi ikke avantgarde," siger teaterlederen.
Ud af de i alt 10 forestillinger teatret byder på i foråret, er fem lokale produktioner.
Det er bl.a Kassandra Productions, der fejrer 15 års jubilæum med en forestilling, der byder på scener fra hele repertoiret, Secret Hotel og de reumertnominerede dansere fra Don Gnu.

Prisvindere til Aarhus

En Reumert for året danseforestilling fik københavnske Recoil Performance Group i 2012 for stykket 'Living Room', som gæster Bora Bora sidst i marts.
Den engelske koreograf Tim Rushton, der er kunstnerisk leder af Dansk Danseteater, og fire gange Reumertvinder, kommer til Bora Bora med forestillingen 'Stormen' den 6. marts.
Agnes Obel har lavet musikken og Henrik Vibskov kostumerne til forestillingen.
Odin Teatret i Holstebro, besøger Bora Bora i april med ensembleforestillingen ”Det Kroniske Liv” instrueret af Eugenio Barba.

null

Publiceret 15 February 2014 09:00

SENESTE TV