Musikken er en vigtig del af Lars Boje Mathiesens liv. Han både synger, skriver sange, spiller guitar og klaver.

Musikken er en vigtig del af Lars Boje Mathiesens liv. Han både synger, skriver sange, spiller guitar og klaver.

Nyvalgt er spille-glad arbejdsnarkoman

Udenfor politik underviser han, kører sit firma, nyder sin lille datter, spiller musik og håndbold

Af
Christina Johansen

Christina S. Johansen

Han er nybagt byrådsmedlem for Liberal Alliance og næsten nybagt far. To uger efter kommunalvalget i november blev lille Anna nemlig født.
Det betyder, at der om muligt er kommet endnu mere drøn på i Harlev-politikeren Lars Boje Mathiesens liv nu.
“Det er en præmis i mit liv, at der er gang i den. Min familie er min førsteprioritet, men jeg er også en arbejdsnarkoman. Det kan godt komme op over 80 timer om ugen, men jeg laver noget, som jeg holder af og sørger hele tiden for at mærke efter, om jeg er lykkelig, i det jeg laver - det lyder måske fortærsket. Men jeg mener, at man selv har ansvaret for at skabe sin egen lykke,” fortæller Lars Boje Mathiesen, som ved siden af jobbet som byrådspolitiker også driver sit eget firma, LBM Invest, og er lærer på Ellevangskolen i engelsk og idræt på fuld tid.
Og det er jo altså så ved siden af rollen som far og kæreste.

Musikken giver ro i sjælen

Dermed skulle man måske tro, at døgnets 24 timer så småt er ved at være brugt op, men her tager man fejl.
Lars Boje Mathiesen finder nemlig også tid til at spille musik, blandt andet i band, men ellers hjemme i stuen.
“Jeg tror ikke, jeg vil kunne leve uden musik. Med musikken kobler jeg fra - det er en form for meditation. Jeg sidder bare og spiller og tænker over mit liv imens. Det giver ro i sjælen,” siger Lars Boje Mathiesen, som spiller klaver, guitar, synger og skriver sange.

Bojes bold og baby

Hans halten rundt i villaen i Harlev er det tydelige tegn på, at også kroppen bliver brugt, når tiden tillader det.
“Jeg har lige smidt krykkerne efter at have sprunget et ledbånd,” fortæller han.
For at holde sig i form spiller 38-årige Lars Boje Mathiesen nemlig også håndbold i Harlev IK.
“De er gode til at acceptere, at jeg ikke kommer til træningen så tit,” smiler Lars Boje Mathiesen hjemme fra sofaen i privaten.
Hans kæreste kommer ind ad døren med lille Anna, som efter lidt mad ligger og smiler veltilpas.
Lars Boje Mathiesen ser på hende og siger:
“Ja, man kan jo bruge timer bare på at kigge på hende.”

Det vil han huskes for om fire år

Aarhusianerne skal vide, hvad Liberal Alliance står for Var borgernes vagthund Byrådet bestemmer mindre

Publiceret 01 February 2014 16:00