Anette Poulsen er nyvalgt byrådspolitiker for Socialdemokraterne. Når hun ikke arbejder eller er politiker, så er gå- og løbeture en vigtig del i hendes liv.

Anette Poulsen er nyvalgt byrådspolitiker for Socialdemokraterne. Når hun ikke arbejder eller er politiker, så er gå- og løbeture en vigtig del i hendes liv.

Ny politiker:

Løb og gåture er nødvendige

Lokalavisen Aarhus Syd portrætterer de nyvalgte, lokale byrådspolitikere

Af
Camilla Olesen

Hun har løbet 25 Marselisløb. Hun prioriterer at gå eller løbe flere gange om ugen, og så skal hun huske at holde fri og lade arbejdsopgaverne ligge.
Mød her den nyvalgte byrådspolitiker for Socialdemokraterne, 60-årige Anette Poulsen, der bor i Mårslet sammen med sin mand Henning.
“I weekenden prioriterer vi at gå en tur omkring Vilhelmsborg - der er så smukt. Vi skal ud at have noget luft,” siger Anette Poulsen og fortsætter:
“Det renser mit hoved, hvis jeg for eksempel løber en tur. Det kan jeg godt finde på, inden jeg skal holde en tale, for så kan jeg samle mig, når jeg kommer tilbage.”
Når Anette Poulsen ikke sidder i byrådssalen eller til møde i økonomi- eller beskæftigelsesudvalget, så er hun områdechef i midtbyen for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
“Jeg har et arbejde, der kræver mere end 37 timer om ugen, så min fritid er begrænset. Også fordi jeg vælger at bruge tid i både brugsens bestyrelse, grundejerforeningen og fællesrådet. Jeg nyder at være en del af lokalsamfundet,” smiler Anette Poulsen.
For at der ikke går for meget iPad og arbejde i den, når hun holder fri sammen med familien enten i hjemmet eller i sommerhuset i Ebeltoft, så skal hun minde sig selv om at holde fri.
“Jeg er meget bevidst om, hvad jeg gør. Og hvis jeg rigtig skal koble af, så skal jeg væk fra Nymarks Allé i Mårslet og helst op i en flyver, for der kan man ikke nå mig,” siger den nyvalgte byrådspolitiker og fortsætter:
“Jeg skal tage mig sammen for at læse en bog. Jeg skal huske at gøre det, ellers kan der nemt gå for meget arbejde i den.”
Hun er også bevidst om sine valg i forhold til politik. Hun vil ikke være en del af sundhedsudvalget på grund af sit civile job.
“Jeg forsøger ikke at blande politik og arbejde sammen. Jeg ved ikke, om det altid lykkes, men jeg er meget bevidst om det,” siger hun.
Når de fire år er gået, vil hun gerne huskes for at have fremmet sundheden og i det hele taget have forebygget inden for det område og ikke mindst vil hun gerne huskes for at have været med til at fremskynde Bering-Beder vejen.

Publiceret 22 January 2014 16:00

SENESTE TV