Rasmus Hjulgaard (tv), Tom Vonsild og Rikki Tholstrup Jørgensen (th) står bag Sugardaters.dk.

Rasmus Hjulgaard (tv), Tom Vonsild og Rikki Tholstrup Jørgensen (th) står bag Sugardaters.dk.

Succes med SugarDaters og knofedt

På syv måneder har den aarhusianske virksomhed SugarDaters.dk ved hjælp af hårdt arbejde fået succes på det danske marked

Af
Line Hitz

Find en smuk ung elskerinde, en forretningsdate eller et længevarende forhold.
Over 5000 danskere har oprettet en datingprofil på SugarDaters.dk på kun syv måneder.
Den aarhusianske virksomhed har fundet sig en niche på det danske marked, hvor de med SugarDaters.dk har åbnet op for alle de forhold, som man normalt ikke taler om. Her kan velhavende mænd finde en ung smuk kvinde, som gerne vil forkæles med rejser, oplevelser eller dyrt tøj.
De tre iværksættere startede med ingen penge, og det har krævet hårdt arbejde at starte en datingside på et marked, hvor der i forvejen er mange udbydere.
“Vi startede på jysk med nul kroner på lommen. Derfor har vi knoklet hårdt for at skabe kendskab til SugarDaters.dk,” siger Tom Vonsild, som sammen med Rasmus Hjulgaard og Rikki Tholstrup Jørgensen står bag SugarDaters.dk, som holder til i Guldsmedegade i Aarhus.
De tre har ikke haft et stort markedsføringbudget, og derfor har de skrevet blogs og indlæg for at få kunderne til at oprette en profil, men det der for alvor fik danskerne til at ligge mærke til hjemmesiden, var, da Ekstra Bladet i juni måned omtalte SugarDaters.dk.
“Det satte virkelig gang i sitet, og efter artiklen blev bragt, så klikkede 9000 sig ind på hjemmesiden på en dag,” siger Rikki Tholstrup Jørgensen.

Rig, fattig eller smuk?

SugarDaters.dk henvender sig primært til velhavende mænd og kvinder fra 18 til 70 år, som søger efter en partner til et gensidigt forhold. Det betyder, at begge parter får noget ud af forholdet.
De rige bliver kaldt Sugardaddies eller Sugarmamas, og de mindre velhavende og smukke kaldes Sugarbabes. Det vil sige, at eksempelvis en rig mand, kan lede efter en smuk, men sandsynligvis noget fattigere kvinde og omvendt.
En kvinde skriver blandt andet, at hun søger en mand, som vil bruge 2500 kroner på hende om måned. Og selvom konceptet kan ligne prostitution, så mener de tre iværksættere ikke, at der er tale om sex for penge.
“Vi blander os ikke i, hvad der foregår mellem de to parter, men det handler ikke om engangsforhold. Nogen finder sig en elskerinde, men andre finder et forretningsdate eller en rejsepartner,” siger Rasmus Hjulgaard.

Udlandet trækker

De tre iværksættere har ind til nu haft andet job ved siden af SugarDaters.dk, men med den store succes har de nu mulighed for at fastansætte Tom Vonsild, som fast programmør. Og succesen stopper ikke her.
Virksomheden har store internationale planer, og de er allerede rykket ind på det amerikanske og russiske marked. Næste skridt bliver Tyskland, Norge og Sverige.
“Vi kan mærke, at der er efterspørgsel fra udlandet, da de opretter profiler på vores danske hjemmeside, og derfor vælger vi, at gå ind på de markeder,” siger Rikki Tholstrup Jørgensen.
Selvom succesen ikke er til at tage fejl af, så er drømmen dog præget af jysk beskedenhed.
“Vi har ikke økonomiske drømme, men vi vil gerne fastansættes alle tre,” siger Rasmus Hjulgaard.

Publiceret 18 January 2014 12:00