Kinesiske Song Dong viser 10.000 ting fra sit barndomshjem i Kunsthal Aarhus. Bl.a. trærammen fra en del af sine nu afdøde forældres hus, der er over 100 år gammelt.

Kinesiske Song Dong viser 10.000 ting fra sit barndomshjem i Kunsthal Aarhus. Bl.a. trærammen fra en del af sine nu afdøde forældres hus, der er over 100 år gammelt.

Song Dongs hjem bliver bygget op i Aarhus

10.000 ting som sko, tøj, tandpastatuber og legetøj udstilles. Song Dong tager et stykke af den kinesiske historie med ind i Kunsthal Aarhus

Af
Louise Nyvang Burmeister

I forhold til museer og kunsthaller i New York, London, Sydney og Moskva, så bliver Kunsthal Aarhus det foreløbigt mindste sted, hvor kinesiske Song Dongs kæmpe installation ”Waste Not” skal vises.
10.000 hverdagsting fra Song Dongs barndomshjem i 1960'erne og 1970'ernes Kina er i øjeblikket ved at blive omhyggeligt arrangeret og kommer til at udgøre en hel lille by, som man kan bevæge sig rundt i, når udstillingen åbner den 16. januar.
Kunstneren er kommet til Aarhus for godt en uge siden for at sætte det, der er blevet hans livsværk, op.
"Jeg voksede op med rigtigt mange af de her ting. I dag har det kinesiske samfund forandret sig meget. Tidligere syntes jeg, det var rubbish alt sammen. I dag forstår jeg, hvorfor mine forældre gemte og brugte tingene igen og igen," siger Song Dong siddende i en godt slidt sofa, der også er en del af udstillingen.
"I den her sofa sad min mor, da vi satte udstillingen op i Kina. Selvom hun i begyndelsen var imod at udstille tingene, endte hun med at blive rigtig glad for det. Hun kom hver eneste dag for at tale med gæsterne," fortæller Song Dong.
Det er 11. gang udstillingen vises, siden Song Dong og hans nu afdøde mor sammensatte den i 2005.

Født under Maos Kina

Ideen var Song Dongs. Efter faderens død i 2002, oplevede han, at moderen isolerede sig fra verden.
Gennemgangen af alle hendes ting, som hun nøjsomt havde gemt på, hvis der nu skulle blive knaphed på f.eks. sæbe, tøj eller sko, hjalp dem gennem sorgen og bragte dem tættere sammen.
"Jeg forstår min mors generation langt bedre i dag, end jeg gjorde tidligere," siger Song Dong, der er født i 1966 og vokset op i Kina under Maos kulturrevolution.
"Dengang var mottoet ”spild intet”. Alt kunne genbruges. F.eks. et stykke papir, som man havde skrevet på, kunne bruges til at folde små legetøjsfigurer, bagefter kunne man pakke ting ind i det, måske bruge det til at gøre rent med og til sidst brænde det for at holde varmen. Tidligere købte jeg hele tiden nyt i stedet for at genbruge eller redesigne tingene. Men arbejdet med det her projekt har ændret min måde at leve på. Da Kina åbnede sig op, forandrede landet sig til det bedre. Men konceptet om at genbruge har jeg taget til mig igen," siger Song Dong.

Genkendeligt i Danmark

Kunstneren mener også, at danskerne vil lære noget af udstillingen.
"Det er et kig ind i hverdagslivet i Kina for 40-50 år siden, for sådan så alle hjem ud dengang. Det samme tøj, de samme møbler, sko, legetøj osv. Jeg tror også, at den ældre generation i Danmark vil kunne genkende en livsform, hvor man i højere grad samlede og genbrugte ting."
Song Dong håber, at udstillingen vil fortsætte sin tur rundt i verden. Den bliver aldrig solgt.
"Det sagde min mor altid nej til. Når der ikke er bud efter den længere, finder jeg et sted til den i Kina. Jeg tager den altid med mig."
Udstillingens besøg på Kunsthal Aarhus er støttet af Statens Kunstfond, Aarhus Universitet og kommunens kulturudviklingspulje.
"Vi er meget glade for at få Song Dong hertil. Vi arbejder også på at lave et større projekt sammen med ham i de kommende år," siger Andreo Mielczarek, der er pr-ansvarlig i Kunsthal Aarhus.


Song Dong i Aarhus

Kinesiske Song Dong udstiller værket ”Waste Not”.
Foregår den 16. januar - 30. marts på Kunsthal Aarhus.
Værket består af et hus i en træramme og over 10.000 hjemlige objekter, der danner et miniaturebybillede, som man kan gå rundt i.
Værket er en del af ”Systemics #3”, hvor også Mogens Jacobsen, Lise Skou, Jakob Kolding, Fran Gallerdo og Mika Taanila udstiller.

Publiceret 14 January 2014 16:00