Mårslet-børn, musik og morskab

For første gang har der været børnetræf i Mårslets institutioner

Af
Camilla Olesen

“Dyt dyt, skal vi byt, båt båt det ka' vi godt.”
Sådan lød det på de grønne arealer ved Græsbakken og Solhuset i Mårslet, da der for første gang var børnetræf for alle byens institutioner.
Rytmetrolden, som Ann Nørgaard kalder sig, fik de cirka 450 børn og voksne til at hoppe, grine, fjolle, kaste med ærteposer, lege med faldskærme og meget mere.
Det var dog ikke alle børn, der helt var med på, at de skulle gøre, som der blev sagt, og når man er træt og har brug for en lur i klapvognen, så kan musik og spas være musik og spas.

Boder og grin

Da hun var færdig med at underholde børnene, og solen viste sig fra en langt pænere side end dagen før, var der dømt hygge og socialt samvær mellem børnene og de voksne.
I forskellige boder kunne børnene blandt andet forsyne sig med boller, saftevand og kaste våde svampe i hovedet på en af pædagogerne til stor morskab for ungerne.
Hvis ikke de havde fået nok af at hoppe rundt sammen med 'rytmetrolden' var der mulighed for at prøve kræfter med forhindringsbanen eller kigge forbi sanseboden.

Det er med at holde tungen lige i munden, når man skal balancere med en ærtepose på maven.

Det er med at holde tungen lige i munden, når man skal balancere med en ærtepose på maven.

En helt ny idé

Sidste år var der børnefestival i Mårslet for 20. år i træk. Her var både SFO'en og institutionerne samlet, men det blev droppet i år, fordi SFO'en synes, det krævede for mange ressourcer. Til gengæld besluttede institutionerne, at der skulle laves et nyt koncept - nemlig børnetræf.
“Vi synes, det var ærgerligt, at der ikke var noget, så vi besluttede os for at lave det her, som er i lidt mindre skala end de foregående 20 år. Vi holder det blandt andet kun i en dag i stedet for to,” siger Tine Nielsen, der er en del af festudvalget og pædagogmedhjælper i Børnehuset Nymarken.
“Det her giver en fælles oplevelse for børnene, og der sker noget andet end normalt. Samtidig er der også nogle af dem, der skal optræde, og det giver dem helt sikkert en oplevelse, at de får lov til at vise, at de kan noget foran alle de andre,” fortsætter Tine, mens børnene løber omkring og morer sig.

Publiceret 01 June 2013 12:00

SENESTE TV