Dorte Pedersen ønsker at sælge lokale produkter i sin butik. Her er honning fra Djursland, chokolade fra Skanderborg og snaps fra Samsø.

Dorte Pedersen ønsker at sælge lokale produkter i sin butik. Her er honning fra Djursland, chokolade fra Skanderborg og snaps fra Samsø.

Tid til te hos fru P.

Dorte Pedersen er som 49-årig sprunget ud som selvstændig. Hun åbnede den 15. marts Fru P. Kaffe og Te i Østergade i Aarhus

Af
Line Hitz

Te med lakrids, ingefær, jordbær og citron side om side med æblemost i glasflasker, håndlavede mørk chokolade, honning og påskeæg i kulørt papir. Duften minder om blomster en forårsdag og trækker travle aarhusianere indenfor. Butikken er nabo til Salling, og bag disken står Dorte Pedersen fra Mårslet. Hun har tidligere arbejdet som sælger i industrien, og i en alder af 49 år er hun sprunget ud som selvstændig.
"Det var en gammel drøm at beskæftige mig med min hobby. Jeg elsker god mad og drikke, og jeg har været på udkig efter den helt rigtige placering længe," siger hun.

Plads til en mere

Selvom butikken kun har haft åbent nogle uger, og Dorte ikke har brugt penge på markedsføring, så har der været mange kunder forbi butikken.
"Jeg er helt overvældet over alle de mennesker, som har været forbi. Mange kommer impuls ind, når de ser mit skilt på gaden," siger Dorte.
Selvom butikken kun ligger et stenkast fra andre forretninger, hvor aarhusianerne kan købe kaffe, te og søde sager, så mener Dorte, at der er plads til endnu en butik i byen.
"Jeg har rejst rundt i mange byer med mit tidligere job, og jeg synes ikke, at Aarhus har mange te - og kaffe butikker i forhold til indbyggertal. Selvfølgelig er der konkurrence, men jeg ser positivt på det,"siger hun

Publiceret 17 April 2013 12:00

SENESTE TV