Aarhus Teater på Jalla-visit

Jalla Festival byder fredag på musik, dans og teater. Elever fra Aarhus Teater optræder også.

Af
Louise Nyvang Burmeister

Kom, kom. Eller "jalla" på arabisk. Det er navnet på turnéteatret Opgang2's endagsfestival, der afholdes to gange om året skiftevis på en kulturinstitution i midtbyen og i Gellerup.
Fredag er sjette gang, og turen er kommet til Gellerup, nærmere bestemt Globus 1, hvor arrangørerne endnu en gang siger "kom, kom" med fællesspisning fra kl. 18. Indtil kl. 22.30 vil stedet være fyldt med teater, dans og musik.
"Vi vil rigtigt gerne samle mennesker til fælles oplevelser på tværs af etnicitet, alder, geografi. Jalla Festival kan bygge bro mellem forskellige kulturer og skabe nye fælles fora. Så man bliver berørt af kunsten sammen," siger Lise Ørskov, der er udviklingschef hos Opgang2.

Skuespil på flere måder

Aarhus Teater, som festivalen indledte et samarbejde med i sommer, tager nu turen til det vestlige Aarhus. En håndfuld elever fra Skuespillerskolen laver en performance-optræden.
"De vil vise eksempler på, hvordan det er at gå på Skuespillerskolen. Vores talenthold vil tilsvarende vise, hvordan de arbejder. Dermed får vi vist nogle forskellige måder at gribe faget an på og forhåbentlig gjort flere interesserede i skuespillet," forklarer Lise Ørskov.

Kommer helt fra Brovst

Festivalen har plads til godt 200 gæster i Globus 1, størstedelen er lokale, men der kommer også en gruppe fra Nordjylland.
"Vi får besøg helt fra Brovst. Vi kommer som turnéteater rundt i hele landet, og i Brovst oplevede vi en kæmpe succes for et par år siden. De vil nu gerne besøge os og se mere af, hvad vi laver, så der kommer en gruppe på 50. Og det er med til at åbne Gellerup ikke bare for resten af Aarhus, men for hele landet. De her unge kender jo ellers kun Gellerup, når de hører om ballade i nyhederne. Nu får de et nuanceret syn på stedet," fortæller Lise Ørskov.
Og det er netop, hvad Jalla festivalen skal gøre.
"Vi tror på, at kunst og kultur har en rolle at spille og kan være med til at understøtte intentionen om at åbne Gellerup, så vi i fremtiden går mere på visit hos hinanden."
Syvende Jalla Festival bliver afholdt den 14. juni 2013 på Store Scene på Aarhus Teater.

JALLA:6

Fredag kl. 18-22.30 i Globus 1.
Teater, palæstinensisk folkedans, musik, digte og performances.
Få bl.a. et smugkig på ungdomsforestillingen ?Uro?, der får premiere på Aarhus Teater i marts. Her medvirker bl.a. Said Mohamed.
Rapperne Marwan & Cha-D slutter aftenen af.

Publiceret 23 November 2012 10:30

SENESTE TV