Aladdin er fra Mårslet

Den 26-årige Mårslet-gut, Johannes Nymark skal spille hovedrollen i Disneys opsætning af Aladdin

Han har prøvet det mange gange før - at stå på en scene, men for første gang har han fået lov til at have hovedrollen i en helt unik opsætning.
Johannes Nymark, der oprindeligt kommer fra Mårslet, skal spille Aladdin i opsætningen på Fredericia Teater.
Det er første gang, at stykket bliver sat op uden for USA, og Johannes glæder sig til at være en del af Disneys store opsætning. Ja, faktisk bliver det, som han kommer til at synge på det flyvende tæppe sammen med Jasmin, 'A whole new world,' eller på dansk en hel ny verden.
"Det er virkelig, virkelig stort og dejligt at være en del af, men det er også specielt. Det er Disney, der tager beslutningerne, og hvis vi bare ændrer ét ord, så skal Disney have det at vide. Det at vide, hvor mange der er inde over det, gør at man bliver bevidst om, hvor stort det her projekt er," fortæller 26-årige Johannes Nymark.

På tur til Disney

I sommerferien var Johannes i USA sammen med den anden hovedperson, Maria Lucia, der spiller Jasmin. Her var de inde at se Disnyes hovedkvarter. De blev vist rundt i hele bygningen, og det var en stor oplevelse.
"De gjorde alt for, at vi skulle være en del af Disney-familien. Det betød noget for dem, at vi havde det godt, og at vi så det hele," siger "Aladdin."
De seneste fire uger har han været i gang med at øve i Fredericia. Hver dag bliver der øvet i fire timer, og de sidste to uger inden premieren 4. oktober bliver der øvet i 7,5 time. Men det har også sin pris. Johannes bor til dagligt i København, og det føles lidt som at være udstationeret, siger han.
"Der er ikke så meget andet i mit hoved end Aladdin lige for tiden. Jeg forsøger at presse venner og familie ind, men det er svært. Men når vi skuespillere er så meget sammen, bliver det også en lille familie. Vi kommer alle mulige steder fra i landet, så det er næsten som at være på lejrskole," fortæller Johannes, der bor i en lejlighed i Fredericia, mens han spiller Aladdin.

Johannes Nymark fra Mårslet spiller Aladdin, og Maria Lucia, der også oprindeligt er fra Mårslet, spiller Jasmin. Foto: Søren Malmose

Johannes Nymark fra Mårslet spiller Aladdin, og Maria Lucia, der også oprindeligt er fra Mårslet, spiller Jasmin. Foto: Søren Malmose

Forventningspresset

Med rollen som Aladdin følger der også et pres med.
"Der er et ansvar på mine skuldre. Det er en virkelig sjov forestilling og fedt at være med til sådan en opgave, men der er også noget at leve op. Men sådan er det jo tit. Det er et stykke, som folk har en forestilling og forventning til. Det er fedt, og jeg skal samtidig sørge for at gøre det til mit eget," siger Johannes Nymark.

På hjemmebane igen

Han er uddannet på Det Danske Musical Akademi i Fredericia, så han er ikke uvant med at være i byen. Selv om han "først" blev uddannet i 2009, så har han mange års erfaring på scenen. Allerede som 12-årige fik han sin teaterdebut.
"Jeg har altid sunget meget, da jeg gik på Mårslet Skole. Da jeg var 12 år, sagde min mor til mig, at hun havde læst en artikel om, at de søgte drenge til at være med i Peter Pan på Aarhus Teater, og der kom jeg med. Jeg blev bidt af det, og siden har jeg været med i Musical Syd og alle mulige andre steder. Jeg har regnet mig frem til, at siden jeg fik debut, har jeg været med i, hvad der svarer til én større forestilling om året," fortæller Johannes Nymark.
Den lokale skuespiller har også været i USA og overvejede i en periode at blive der, men han tog tilbage til Danmark for at gå på skolen i Fredericia. Men drømmen lever stadigvæk. Og han har hele tiden sagt, at når han ikke havde et arbejde, så ville han tage af sted, men det har ikke været aktuelt endnu.
Og hvem ved, hvad der sker, måske åbner der sig 'A whole new world' for Johannes i fremtiden.

Publiceret 19 September 2012 12:00

SENESTE TV