Matias Ignatius Nielsen håber at mange flere vil støtte en god sag, når beløbet er så svimlende lavt.

Matias Ignatius Nielsen håber at mange flere vil støtte en god sag, når beløbet er så svimlende lavt.

50-øren gør en forskel

Help Every Day vil gøre generøsitet til en hverdagsting

Af
Søren Bjerg Nielsen

Med en vægt på 4.3 gram, og en tykkelse på 1,55 millimeter fylder en 50-øre ikke særligt meget i landskabet.
Alligevel kan den gøre en stor forskel. Det mener i hvert fald Matias Ignatius Nielsen, der har startet non-profit organisationen Help Every Day. Her er idéen, at mange bække små, gør en stor å. En 50-øre om dagen, hver dag. Et beløb, der for stort set alle, skulle være overkommeligt.
"Det er meget oppe i tiden med at 'DU kan ændre verden'. Vi vil gerne vende den, og gøre det til et stort 'VI' i stedet for. Det er den lille hjælp i hverdagen fra mange mennesker der kan gøre en forskel. Man får ikke et godt ægteskab af at huske bryllupsdagen én gang om året, og man kommer ikke i stjerneform af at løbe én gang om året. På samme måde som med forhold og fitness, gælder det om at gøre generøsitet til en hverdagsting,"

500 50-ører

Projektet er helt friskt fra støbeskeen, og har indtil videre kun været aktivt i lidt over en måned. I løbet af den tid har over 500 mennesker fra 21 lande på fem kontinenter meldt sig til, hvilket giver mere end 7000 kroner om måneden, der går ubeskåret til Help Every Days projekter.
"Det er helt fantastisk, at vi allerede har fået så mange med på vognen. Måske lyder 7000 kroner ikke af meget, men når man ved hvor meget det kan gøre for dem der har brug for det, så er det ikke småpenge," forklarer Matias.
Inden Help Every Day så dagens lys, havde Matias ikke tidligere arbejdet indenfor udviklingsarbejde. Men en følelse af "disconnect" mellem ham og de større hjælpeorganisationer, satte tankerne i gang hos den 26-årige psykologistuderende.

Småt er godt

"De større organisationer har så mange led imellem giveren og modtageren. De har behov for at bruge penge på administration. og al respekt for det, men ofte betyder det, at jeg ikke kan vide, om mine 50 kroner egentlig bare går til kaffe og papir. Her har vi kun gang i 3-4 projekter af gangen, så man tydeligt kan se lige præcis hvad ens penge går til, hvor langt projektet er nået, og hvem det hjælper."
Hvis du har lyst til at støtte projektet, kan du få meget mere information på Help Every Days hjemmeside www.helpeveryday.org

null

Publiceret 23 November 2011 14:00

SENESTE TV