Jacob Bundsgaard

Jacob Bundsgaard

Fem skarpe til Aarhus' nye borgmester

Af
Grethe Madsen

Grethe Bo Madsen

Jacob Bundsgaard, hvad har du gjort af Johansen?
 

Med Johansen har der været flere forskellige måder at skrive og forkorte mit navn. For at forenkle det for alle, har jeg valgt alene at bruge Bundsgaard som borgmester. Men Johansen står stadig i mit pas og på mit sygesikringsbevis.
Hvem er dit politiske forbillede?
 

der er flere. Jeg har eksempelvis fulgt Tony Blair tæt og har været imponeret af hans reformation af sit parti. Jens Otto Krag er dansk politiks største ikon, og han er mit største socialdemokratiske forbillede. Hans indsats var afgørende for den velfærd og det samfund, vi har i dag.
Hvad er dine kvalifikationer for at være borgmester?
 

Aarhus er en fantastisk by, som jeg holder uendeligt meget af. Det er jo blandt andet derfor, at jeg er blevet lokalpolitiker og ikke lands- eller europapolitiker. Jeg er født på fødselsstiftelsen, opvokset i Brabrand og Skødstrup, har boet i Aarhus det meste af mit liv, og jeg har stor kærlighed til byen. Samtidig her jeg i mere end et årti været dybt engageret i aarhusiansk lokalpolitik.
Vil du som borgmester arbejde for en Kattegatbro fra Aarhus?
 

Ja. Jo før, vi kan få en fast forbindelse over Kattegat, jo bedre. Forbindelsen er en vigtig investering, som har betydning for hele landet.
Når du engang forlader posten som borgmester, hvad håber du så bliver dit politiske eftermæle?

Det er nu engang andre, der definerer ens eftermæle. Jeg kan til gengæld love at bruge al min vågne tid på at arbejde for Aarhus. byen har som drivkraft og regionalt kraftcenter et kæmpestort potentiale. Det skal jeg stå i spidsen for at udnytte. Vi skal skabe de rigtige rammer for fortsat at udvikle os og tænke kreativt. Mit mål er, at Aarhus viser vejen for, hvordan man i det 21. århundrede skaber rammer om det gode liv for byens og bysamfundets borgere.

Publiceret 15 August 2011 10:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.