På tre måneder har Jens Joel besøgt masser af aarhusianere. Dør nummer 12.000 blev åbnet i Tranbjerg 10. august

På tre måneder har Jens Joel besøgt masser af aarhusianere. Dør nummer 12.000 blev åbnet i Tranbjerg 10. august

Det er mig, der står herude og banker på

Den lokale Folketingskandidat Jens Joel har nu stemt 12.000 dørklokker i Aarhus

Af
Susanne Secher

Jens Joel, som er opstillet som folketingskandidat i Aarhus, har de sidste tre måneder stemt tusindvis af dørklokker hos århusianerne. I denne uge gik turen til Tranbjerg, hvor han bankede på dør nummer 12.000.
Det sker samtidig med, at der er max. tre måneder til, at valget senest skal afholdes (senest 12. november), og markerer dermed starten på slutspurten i Jens Joels kampagne. Hvis der først kommer valg i oktober eller november, forventer Jens Joel at banke på hos 20.000 århusianere.
"Det er utrolig vigtigt for mig som ny folketingskandidat at komme i direkte dialog med borgerne i mit lokalområde. Det er over dørtærsklen på eksempelvis Langenæs, i Højbjerg eller, som i denne uge, i Tranbjerg, at jeg bliver klogere på, hvad der rører sig i lokalområdet, og det er her, de bedste politiske diskussioner opstår," siger folketingskandidat Jens Joel, som efterfølger en meget kendt herre.
"Jeg har en kæmpe udfordring som ny kandidat i et område, hvor Svend Auken var både kendt og elsket. Men det er også meget inspirerende og en stor glæde, at skulle være med til at videreføre det kæmpe arbejde og den politiske linje, som Svend stod for," siger Jens Joel, der selv blev aktiv socialdemokrat netop på grund af forbilledet Svend Auken.

Jens Joel

Jens Joel er lokal folketingskandidat efter Svend Auken. Man kan stemme på Jens Joel i hele Østjylland, men byerne i Århus Syd er gjort til et særligt indsatsområde i valgkampen. Jens Joel bor på Trøjborg og har tidligere været lærervikar, filmoperatør i Øst for Paradis, sekretariatsleder for Dan Jørgensen og Poul Nyrup i Europa-Parlamentet og arbejdet for fagbevægelsen i Århus. Jens Joel har siden han blev folketingskandidat været i praktik som jord- og betonarbejder, hjemmehjælper, natarbejder, pædagog og sygehusassistent. Han er i praktik fordi han gerne vil lære mere om borgernes hverdag, hvad de går op i og hvordan de mener, Danmarks udfordringer bedst løses.

Publiceret 12 August 2011 11:00

SENESTE TV