Telestjernen alias århusianske Rasmus Johansen optræder i cowboyvest og med rævehale over skulderen, når han er ude at spille.

Telestjernen alias århusianske Rasmus Johansen optræder i cowboyvest og med rævehale over skulderen, når han er ude at spille.

Fri druk for en tyver og Lonny stripper

Telestjernen udgiver sin anden plade med sange om ungdomsdruk og drengerøve, kedsomhed og knallerter i oplandet

Det er lørdag
Landbetjenten holder fri
Den provinsielle pusher
Kigger af og til forbi
Sonny er på speed
Lightergas og klø
Blod og tænder flyver
Smøgen råber: "Dø"

Den århusianske musiker Telestjernen indleder sin nye cd med sangen "Opera i oplandet," der tager lytteren med på diskotek Al Capone i Karup i starten af 90'erne, hvor der virkelig var gang i den.
"Der var altid slagsmål, og den lokale bager, der var udsmider, måtte smide den ene efter den anden ud," husker Telestjernen alias Rasmus Johansen.
"Det er måske ikke særligt positivt, men sjovt at tænke tilbage på."
Han og kammeraterne i 15-16 års alderen fik lavet falske ID for at kunne komme ind på Al Capone. Drengerøve i træsko og cowboyvest kom til fra nær og fjern for at være med til festen på Karups diskotek, hvor man for en tyver kunne drikke alle de øl, man kunne på en time. Og så var folk klar til stripperen, som også var en del af fest-konceptet.

Fråden flyder
Hen til Lonnys stripperstang
Lonny lokker Sonny
Men her er der ikke brug for tvang

Telestjernen

Telestjernen

Hyldest til udkantsdanmark

Telestjernens anden cd-udgivelse "Roxy Grill" er en hyldest til udkantsdanmark på godt og ondt.
Om drengene fra oplandet, der går amok på provinsdiskoteket. Om at kalde sig Ronni Rock og Rævehalerne og drømme om at erobre verden med glamrock.
Vi får også historien om Rasmus' storesøster, der blev kåret som Miss Nørhald 1986 og gjorde sin lillebror pavestolt. Luderen, der bliver kaldt The House of The Open Pussy.
Og pigerne, der hænger ud på den lokale grill, "Roxy Grill," hører heavy-plader og kører på Kreidler knallerter med Ronnis orkester.
"Det er ikke for at hænge folk ud, men skrevet med et solidarisk glimt i øjet. Jeg kan godt lide de sjove, skæve historier og mennesker. Her i byen ligner alle hinanden," siger Telestjernen.
Han bor godt nok selv i byen, i Århus, men ligner ikke ligefrem dig og mig med sit fuldskæg og lange, krøllede hår. Og når Telestjernen og hans The Highway Riders band optræder, er det i firser-cowboyveste og med rævehale hængende over skulderen.
"Jeg vil da gerne være en stjerne, men det skal være på mine egne vilkår. Jeg skal ikke køres igennem X-faktor maskinen," siger Telestjernen aka Rasmus Johansen.

Telestjernen privat

Hedder Rasmus Johansen og er 33 år Bor på Trøjborg med sin kæreste Uddannet folkeskolelærer og filmproducer Arbejder som lærer på Gammelgaardsskolen i Åbyhøj

Publiceret 03 November 2010 16:00