Jon Brændsgaard Toft udgiver sin femte roman. Når han ikke skriver, spiller han musik i flere bands.

Jon Brændsgaard Toft udgiver sin femte roman. Når han ikke skriver, spiller han musik i flere bands.

På rejse med fantasien

Ung forfatter fra Gellerup er klar med sin femte roman

Af
Af Hanne Vammen

De flere tusinde år gamle vampyrfyrster, Thesmarein af Lamandir og Gorrun af Irrir, har aldrig været venner, men de har i lang tid ignoreret hinanden grundet de store geografiske afstande mellem dem. Men vampyrbestanden er vokset, og en fødevarekrise er under opsejling. Menneskene er en truet art. Konflikten er uundgåelig.
Samtidig er den rebelske vampyr Elliot på flugt i Lamandir efter at have trodset sin fyrste. Undervejs på sin rejse lærer han, at der er langt mere i spil end som så, og for ham gælder det derfor om at være vågen og flytte sine egne brikker bedst muligt.
Det er handlingen i en ny fantsyroman for børn, "Vampyrkrøniken 2: Elliot", af den unge forfatter Jon Brændsgaard Toft, der bor i Gellerup. Romanen, der er en selvstændig fortsættelse af introduktionen "To Sider, Samme Sag" fra 2009, udkommer mandag 4. oktober.
Den er den femte roman af den 23-årige forfatter, der begyndte at skrive, da han var 15 år og gik i 9. klasse på Rudolf Steiner Skolen på Strandvejen i Århus.
"Jeg havde læst en masse bøger og fik lyst til selv at prøve at skrive en bog", fortæller han, da han en eftermiddag tager imod i den lejlighed i Gellerupparken, som han deler med fire kammerater.

Tredje gang lykkens gang

Den første roman "Den knaldrøde zone" blev færdig i 2002 og udkom i 2005, efter Jon havde sendt den ind til tre forlag.
"Det tredje sagde ja til at udgive den, så jeg tror på, at tredje gang er lykkens gang", smiler Jon.
I 2007 fulgte "Den azurblå zone" og i april i år "Den flaskegrønne zone". De er alle i science fiction genren og har et gennemgående univers.
"I de fleste tilfælde går jeg bare i gang, og jeg ved ikke, hvad romanen skal handle om, før jeg kommer ind i den. Den udvikler sig, mens jeg skriver. Nogle gange får jeg en idé til en scene, og så skal jeg bevæge mig hen til den for at få den med. Det er ofte lige inden, jeg falder i søvn, at jeg får en idé. Så jeg har altid et stykke papir liggende ved siden af sengen, så jeg kan skrive ned", fortæller Jon.
I den nye roman er der mange personer med, og Jon har for at have styr på dem haft et dokument liggende på computeren med nogle personbeskrivelser og stikord, som han har kunnet hente frem, når der var brug for dem.

Spændende univers

Jon Brændsgaard Toft skriver fantasy og science fiction, fordi han synes, det er spændende at bevæge sig ind i et andet univers end virkelighedens.
"Det er så meget anderledes, og der kan ske ting, som ikke kan ske her. Hvis jeg skulle skrive en roman, der eksempelvis foregår i Rusland, så skulle jeg vide en hel masse ting. Det behøver jeg ikke her. Her er der mere fantasi og mindre research. Og du bestemmer alt selv. Hvis der er noget, du mangler, så opfinder du det bare", forklarer han.
Jon kunne imidlertid godt tænke sig at skrive en krimi. I øjeblikket er han dog i gang med endnu en fantasyroman, som han har skrevet de første kapitler til. Den kommer til at handle om troldmænd og magiske verdener.
Når Jon ikke skriver bøger, spiller han musik. Han spiller trommer i rockbandet "The Black Leaves" og i jazzorkesteret "Blå bjørneklø".
Desuden skriver han egne sange, som han har udgivet på cd på iTunes. Her kan også findes albummet "Life Among Ruins" fra "The Black Leaves".
Og så er han i sommer startet på en uddannelse til mediegrafiker på Aarhus Tech (Tidligere Aarhus tekniske Skole).

Publiceret 03 October 2010 06:00

SENESTE TV

Præsteklumme:

Livstræets krone

præsteklumme En af de meget populære sange ved vores morgensang med eleverne fra Lystrup Skole er 'Livstræets krone'. Den appellerer umiddelbart til børn og unge mennesker. Men den bliver også jævnligt bragt i forslag for eksempel til dåbsgudstjenester og konfirmationer. Det er da også en dejlig, livsbekræftende sang, der sunget første gang ved indvielsen af et stort billedtæppe på Silkeborg Højskole. Tekst og melodi blev skrevet af to lærere på Højskolen, Erik Lindebjerg og Hans Holm. Sangen har et herligt refræn:

Lad dem lege i livstræets krone,

lad dem føle, at livet er stort,

lad dem skue de blå horisonter

og himmelhvælvingens port.

Hvem vil ikke gerne lege i livstræets krone og føle, at livet er stort, når der er så meget andet, der kan trykke mennesker ned og gøre os til slaver af job og tid? Mon ikke alle drømmer om blå horisonter og en strålende lys himmelhvælving? Det poetiske sprog skaber billeder, som vi forbinder os til med følelser og håb.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn

Men det rationelle sprog taler anderledes realistisk og nøgternt om de kendsgerninger, der ikke er til at komme uden om. Jeg har lige været til et foredrag med meteorologen Mikael Jarnvig om 'Klima og kærlighed', hvor det rationelle sprog især blev taget i brug. De var nemlig mange kolde og alarmerende facts i det foredrag. Men klimaet kan vi ikke alene forholde os til med vores fornuft. De store spørgsmål involverer også vores følelser. Vi må have kærligheden med.

Præsteklumme: At blive set

I sit foredrag refererede Mikael Jarnvig en tale om klimaet, som Barack Obama holdt som USA's præsident i 2015. I sin tale sagde Obama følgende: ”De menneskelige aktiviteter er skyld i store klimaændringer. I de senere år har vi set usædvanligt stærke storme, lange perioder med tørke, kraftige skovbrande og voldsomme oversvømmelser. Indlandsisen smelter så hurtigt, at National Geograhic hele tiden må ændre deres kort. Vi er den første generation til at føle, hvor alvorlige klimaændringerne er – og vi er den sidste generation, der kan nå at gøre noget ved det.”

Det er meget alvorlig tale, som nok kan gøre en og anden desillusioneret. Men det er også en tale, som holder mennesket fast på det ansvar, vi er blevet betroet, som Guds skabninger og forvaltere af klodens vand, luft, jord – ja, hele den rige natur, som vi er indfældet i og afhængig af.

Og her er det så, at kærligheden kommer ind. Kærligheden til den blå planet, der er vores fælles hjem. Vi må tage ansvaret på os af kærlighed til vore medmennesker rundt om på hele kloden, såvel som til vore egne børn og børnebørn. Vi kan ikke være ligeglade og bare bruge løs, som om der var uanede ressourcer, og som om vores 'brug-og-smid-væk' mentalitet er uden konsekvenser. Vi skal lytte til fornuft og bruge både hjerte og forstand. Og det skal vi gøre, for at vore efterkommere også kan synge med på sangen om legen i livstræets krone, der får os til at føle, at livet er vidunderligt stort.