Janick Klausen fik smerter i foden i højdespringsfinalen til Junior-VM i Canada.
Foto: Iris Hensel

Janick Klausen fik smerter i foden i højdespringsfinalen til Junior-VM i Canada. Foto: Iris Hensel

Smerter i foden ødelagde Janick Klausens VM

En tidligere skade sprang op og gjorde, at Janick Klausen ikke kunne springe op til sit allerbedste ved Junior-VM

Af
Af Jeppe Rafn

En smertende fod tvang Janick Klausen fra Århus 1900 til at satse i højdespringsfinalen ved Junior-VM i Canada. Gamblingen lykkedes ikke helt for dansk atletiks største talent, som med højden 2,17 meter måtte nøjes med en placering som nr. 10.
Den 17-årige højdespringer var kommet sig over en skade i det tidlige forår, men mærkede igen til smerter i foden og valgte derfor en taktik, hvor han tog så få spring som muligt.
Starthøjden 2.03 meter blev klaret i første forsøg. For at skåne foden stod han derefter over på de følgende højder 2.08 og 2.13 meter for så at klare 2.17 meter i sit andet forsøg. Herefter blev overliggeren hævet til 2.21 meter – identisk med hans egen danske juniorrekord – men igen valgte han at gamble og stod over til næste højde 2.24 meter. En højde, som dog blev for stor en mundfuld i denne omgang.
Det blev altså en finale, som stod i kontrast til sidste års Junior-VM. Her havde han hele 17 spring. Fredag blev det blot til seks af slagsen.

Tilfreds trods alt

"Vi er tilfredse," sagde Janicks træner Thomas Cortebeeck umiddelbart efter konkurrencen.
"På grund af foden var der et begrænset antal spring at gøre godt med. Så det var nødvendigt at satse. Det gik godt på 2.17 meter. Men desværre akkurat ikke på 2.24 meter."
Modsat de andre 11 finalister har Janick Klausen mulighed for at være med igen, når Junior-VM afvikles næste gang i 2012.
Janick Klausen skal efter planen allerede i aktion igen tirsdag 27. juli til EM for seniorer i Barcelona.

Resultat højdespring

Junior-VM Moncton, Canada den 23. juli 1. Mutaz Essa Barshim, Qatar 2.30 meter 2. David Smith, USA 2.24 meter 3. Naoto Tobe, Japan 2.21 meter 4. Nikita Anischenkov, Rusland 2.21 meter 5. Quichau Jin, Kina 2.21 meter 6. Edgar Rivera, Mexico 2.17 meter 7.Carlon Lavoy, Argentina 2.17 meter 7. Jaroslavw Rutkowski, Polen 2.17 meter 7. Erik Sundlöf, Sverige 2.17 meter 10. Janick Klausen, Danmark 2.17 meter 11. Branden Wilhelm, Canada 2.13 meter 12. Guiseppe Carollo, Italien 2.13 meter

Publiceret 25 July 2010 15:06