Fra drengedrøm til virkelighed med team CS Racing

Et godt netværk af velvillige sponsorer og et par gode mekanikere og venner på sidelinjen er et absolut ”must” for at udleve drengedrømmen

En dyr hobby på fire hjul og masser af kubik kan ikke klare sig med to hænder og én pengepung alene.
Derfor har Christian Siepmann etableret sit eget team, der drives som en hvilken som helst anden virksomhed - eller sådan da.
Ud over Christian selv, der står som ejer, består teamet af de to mekanikere Rene Andersen og Kaare Knakkergaard. Og de to er uundværlige for overhovedet at få bilen på banen, og holde den der.
Racer-eventyret begyndte i efteråret, da Christian købte sidste års vinderbil i Renault Clio Cuppen af vennen og mentoren Claus Christensen.
Siden er tiden gået med at forberede sig til debutsæsonen. Blandt andet har han skullet få sig en kørelicens, oprettet sit eget team, investeret i en lastbil til transport af både racerbil og alt det nødvendige af bannere, telt og andet show-udstyr, der skal til, hvis man gerne vil tage sig professionel ud også uden for banen.
Uden et godt netværk af venner og gode sponsorer havde det slet ikke kunnet lade sig gøre, men Christian Siepmann har også selv måttet spytte i kassen.
"Det ER en dyr sport. Jeg har gjort det sådan, at jeg har oprettet team CS Racing, fuldstændig som om, det var et firma med eget cvr-nummer og det hele, og sådan bliver det også drevet. Men jeg tvivler nu meget på, at det giver overskud i år," smiler han.

Renault Sport Clio 2,0 1,6V III

Motortype: 4-cylindret rækkemotor med 4 ventiler pr. cylinder. Slagvolumen: 1.998 cm³. Effekt: 205 hk ved 7.300 o/m. Gearkasse: 6-trins sekventiel dog-gearkasse. Vægt: 1.060 kg uden fører og 1.150 kg med fører.

Publiceret 25 May 2010 13:30

SENESTE TV