40-års krise på fire hjul

Christian Siepmann satte turbo på drengedrømmen og købte sidste års vinderbil i Renault Clio Cuppen, da han fyldte 40 år

Af
Af Grethe Bo Madsen

Hvis der er noget, der hedder 40-års krisen, så er det måske det. I hvert fald skulle Christian Siepmann fra Risskov mærke det første pust af panikalderen sætte ind, før han fik sin debut på en motorsportsbane.
Endnu er det kun blevet til et par enkelte løb i Renault DTC Light Cup - den tidligere Renault Clio Cup - med småuheld og efterfølgende bundplaceringer, men pæne testkørsler har givet årets motorsportsdebutant blod på tanden efter mere.
"Jeg har altid været interesseret i hurtige biler og gerne villet dyrke motorsport, men at jeg først udlever drømmen nu, det er nok effekten af 40-års syndromet," forklarer Christian, der oprindeligt er uddannet Porsche-mekaniker.
Til daglig er han dog aktiv i en helt anden boldgade som direktør i egen virksomhed, men når arbejdsdagen er omme, går der benzin i blodet.
Og det kræver sit bagland, for motorsport er ikke kun en dyr hobby. Det er også monster tidskrævende, og derfor har Christian måtte tage familien i ed, inden han kastede sig ud i sit motorsportseventyr.
"I efteråret mente min kone, at nu var vores to døtre på ni og ti år omsider blevet så gamle, at jeg godt kunne få lov at leve drengedrømmen ud. Så indtil videre har jeg 100 procents opbakning på familiefronten. Men det er utroligt tidskrævende og overstiger langt, hvad jeg havde forestillet mig, og her i opstartsfasen har jeg været rigtig meget hjemmefra."

Den sportsbyggede Renault Clio fik en hård medfart på Padborg Park, hvor Christian måtte udgå efter en påkørsel bagfra.

Den sportsbyggede Renault Clio fik en hård medfart på Padborg Park, hvor Christian måtte udgå efter en påkørsel bagfra.

200 hestes totaloplevelse

Fornemmelsen af de godt 200 heste i den specialbyggede sports-Clio er en oplevelse helt for sig.
Selvom bilen er udstyret med it-udstyr og elektronik, der gør det muligt at gennemanalysere hver eneste løb forfra og bagfra, så er det indtil videre selve køreoplevelsen og fornemmelsen af de forskellige baner, der har højeste prioritet hos Christian.
"For mig handler det lige nu om at samle erfaring og få kørt så mange bane-kilometer som muligt. Det er en fantastisk intens oplevelse, men det er også hårdt. Man er total anspændt fra start til slut i de måske 20 minutter, et løb varer, og det kan godt mærkes et par dage bagefter, hvor man er godt øm i kroppen," forklarer han, og viser samtidig, hvordan der skal hamres hårdt til gearet for ikke at miste tid ved gearskift.
Weekendens strabadser på Padborg Park har sat sine synlige spor på Clio'en, der nu skal skilles ad i atomer, dobbelt-tjekkes og samles igen, inden næste løb venter forude i midten af juni på Jyllandsringen. Selvom Christian endte med at udgå efter en mindre påkørsel, er han godt tilfreds med sin indsats.
"Det ville være løgn hvis jeg sagde, at jeg ikke var tilfreds. Bilen kørte som den skulle, og jeg synes også at jeg fik skruet op for talentet. En plads midt i feltet og kun 6/10 sekund efter den hurtigste - det er godkendt!"

Publiceret 25 May 2010 12:30

SENESTE TV