Dorthe Østergård genåbner Hårshoppen i Tranbjerg. Hun har for år tilbage, inden hun flyttede til Tranbjerg, haft salon på Holme Byvej under navnet Holme Hairshop. (Foto: Lisbeth Faurholt)

Dorthe Østergård genåbner Hårshoppen i Tranbjerg. Hun har for år tilbage, inden hun flyttede til Tranbjerg, haft salon på Holme Byvej under navnet Holme Hairshop. (Foto: Lisbeth Faurholt)

Hårshoppen i Tranbjerg genåbner

Frisør Dorthe Østergård har igen valgt saksen som levevej

Af
Af Hanne Vammen

På tirsdag slår 39-årige Dorthe Østergård dørene op til Hårshoppen på Kirkevænget 68 i Tranbjerg.
For seks år siden valgte hun at lukke forretningen, men nu genåbner den.
Dorthe Østergård har børnene Andre og Simone, og det var svært få en dagligdag som selvstændig til at harmonere med et liv som mor til dengang to små børn. I dag er børnene 11 og 14 år, og derfor har hun besluttet igen at gribe saksen.
"Og så savnede jeg nok at være selvstændig", fortæller Dorthe, der har arbejdet som sælger for Danhair, været ansat hos Klippehjørnet i Odder og senest som husassistent på Lokalcenter Tranbjerg.
Hårshoppen får åbent mandag til fredag, og den første kunde kan allerede sætte sig tilrette i stolen klokken 7.30.

Bliver kaldt Sheriffen

Blandt de nærmeste naboer har Dorthe Østergård kælenavnet Sheriffen, ikke fordi hun skyder på det hele, men fordi hun ved alt om, hvad der foregår, og har en mening om det, præcis som en frisør skal.
Samtidig har hun også overblikket, og det er blandt andet blevet brugt til at stoppe et indbrud.
Dorthe opdagede, at tyve var i gang med at liste af med genboens stereoanlæg og tv. Så hun sendte et par granvoksne pensionister, som hun vidste var hjemme, derhen. Og de fik tyvene til at smide, hvad de havde i hænderne og tage benene på nakken.
Involverer sig i sine børn interesser gør Dorthe også. Hun sørger for, at børnene får en fornuftig kost, når de er på spejderlejr og til sejlerstævner, og Dorthe sidder i forældrerådet for Tranbjerg Skole på ottende år.
Familien, der tæller Flemming, 40 år, som sælger lofter, nyder også at pakke campingvognen og drage ud i sommerlandet.

Publiceret 01 April 2010 15:00