Læserne flygter fra Århus Stiftstidende

Århus Stiftstidende havde 24.000 færre læsere i januar 2010 end i samme måned for et år siden

Af
Af Jeppe Rafn

Nye tal fra Gallup viser, at Århus Stiftstidende i januar 2010 havde i gennemsnit 68.000 daglige læsere. Det er 24.000 færre læsere end i januar 2009, hvilket svarer til et fald på 26 procent.
Det kan man læse på mediawatch.dk, der har kigget på de nye tal fra Gallup. MediaWatch plejer at sammenligne læsertal over en tre måneders periode, men man har valgt at gøre en undtagelse og nøjes med at kigge på januar-tallene, fordi de er så markante, at det ikke kan forklares med statistisk usikkerhed.
De danske dagblade tabte i gennemsnit 12 procent af læserne, når man sammenligner januar 2009 med januar 2010. Direktør Morten Kromann-Larsen fra TNS Gallup peger på vejret og den lange juleferie som mulige forklaringer på det voldsomme læserdyk. Gallup-direktøren siger til MediaWatch, at det ikke er ualmindeligt, at folk efter en lang ferie er lang tid om at komme op i mediemæssige omdrejninger. Juleferien var ekstraordinær lang for mange denne gang, og den hårde vinter kan også have haft betydning for folks indkøb af aviser i løssalg. En anden forklaring kan være, at aviserne på grund af krisen har skåret i antallet af gratis eksemplarer, der er i omløb.
Århus Stiftstidende er netop kommet med en relancering af avisen, som er trådt i kraft fra starten af februar i år.
Avisen havde i 1. halvår 2009 et oplag på godt 24.000 i hverdagene.

Publiceret 09 February 2010 18:00