Klimabanner hængt op på Århus Rådhus i nat

Aktionsgruppe har hængt klimabanner op på Århus Rådhus som protest mod manglende resultater efter klimatopmødet i København

Af
Af Jeppe Rafn

Den 1. februar er dagen, hvor der er deadline for, hvornår verdens lande skal give besked om deres mål for reduktion af CO2 efter klimatopmødet i København.
Alt for få lande har ifølge gruppen Rosa Forår underskrevet Copenhagen Accord, og løfterne er ifølge gruppen så uambitiøse, at de formentlig ikke kan forhindre en temperaturstigning på over to grader.
Rosa Forår har i nat markeret deres utilfredshed med klimatopmødet ved at hænge et banner op på Århus Rådhus med tyk sort røg og teksten "Vores udslip dræber - tag ansvar."
"Med Copenhagen Accord forsøgte man, at holde fast i illusionen om COP15 var en milepæl i forsøget på at begrænse verdens CO2-udslip. Men i dag er det tydeligt, at egoismen og de kortsigtede løsninger vandt over den fælles ansvarsfølelse. Alt for få har været villige til at tage de afgørende skridt for at sikre fremtidens klima og livsgrundlaget for verdens fattigste," siger en talsmand for Det Rosa Forår.
Det Rosa Forår har siden 2008 "gennem fredelige visuelle aktioner kæmpet for et mere retfærdigt og ansvarsbevidst samfund med plads til mangfoldighed."

Publiceret 01 February 2010 07:28

SENESTE TV