Medaljer til kokkeelever i Århus

Kok og tjener fra Århus-restauranter har fået guld og sølv til DM

Af
Af Hanne Vammen

Kokkeeleverne Steffen Bach Mikkelsen fra Århus-restauranten Malling & Schmidt og Jane Skov Grabow Jensen fra Molskroen på Femmøller Strand har vundet guld ved DM på Foodexpo 2010 i MCH Messecenter Herning.
Det blev til en sølvmedalje til tjenereleverne Mikkel Lynge Jensen fra Svineriet og til Carina Grønfelt Jørgensen fra Molskroen.
Alle er elever på Hotel- og Restaurantskolen i Silkeborg.

Med titlen er Steffen Bach Mikkelsen og Jane Skov Grabow Jensen kvalificeret til at deltage i Det Nordiske Mesterskab for kokkeelever i april 2010.

DM-finalen, der blev arrangeret af Horesta og 3F, startede med en skriftlig teoriprøve og sluttede med fremstilling af en treretters menu på basis af en udleveret råvarekasse.
Vindermenuen var sammensat af blandt andet havtaske, rimet jomfruhummer, sellerigratin i varm mousse, højreb med ristede kartofler, mynteparfait med chokolade-crunch og æblekage med vanillecreme.

Gennem hele finalen blev eleverne bedømt af et kompetent dommerpanel, der ved den hårde dags afslutning roste de deltagende elevers indsats, engagement og flotte præstation.
"Det er kulminationen på næsten et års træning, hvor vi især har øvet intenst på vores teknik. Det handler om at få mest muligt ud af råvarerne, uden at det går ud over hverken smagen eller hastigheden i køkkenet", fortæller Steffen Bach Mikkelsen og Jane Skov Grabow Jensen.





Publiceret 29 January 2010 07:36