Restaurantchef Simon Ryesgaard og Køkkenchef Lasse Davis Povlsen er enige om, at Café Kaffegal skal være så langt væk fra Gordon Ramsay som overhovedet muligt.

Restaurantchef Simon Ryesgaard og Køkkenchef Lasse Davis Povlsen er enige om, at Café Kaffegal skal være så langt væk fra Gordon Ramsay som overhovedet muligt.

Her er der ikke plads til Gordon Ramsay

På Café Kaffegal er det helt i orden at være lidt gal i knolden, så længe det ikke er på den sure måde

Af
Af Grethe Madsen

Glem alt om skarpe tunger, hysteriske kokke og lynhurtigt tempo. Hos Café Kaffegal har man en klokkeklar mission om at give plads til medarbejdere, der aldrig ville få chancen i et almindeligt restaurationskøkkens knivspidse hierarki.
"Kokkebranchen er utrolig hård og gammeldags, med masser af kæft trit og retning, en hård omgangstone og et spidst hierarki," siger den nye Café Kaffegals køkkenchef Lasse Davis Povlsen, der tidligere har taget en pædagogisk grunduddannelse og gik med en indre drøm om at revolutionere kokkebranchen til en mere medmenneskelig side, da han faldt over stillingsopslaget fra Café Kaffegal.
"Jeg vil gerne være med til at vise, at det ikke behøver at være et knaldhårdt miljø. Selvfølgelig er det min ambition at maden skal være rigtig, rigtig god, men det handler lige så meget om at skabe en arbejdsplads, hvor det psykiske arbejdsmiljø er i centrum, og hvor der er plads til alle, uanset om de har psykisk problemer eller ej," slår han fast.
Café Kaffegal, der åbner i midten af februar på Nørregade 40, bliver den første café i Århus, der drives af 12 psykisk sårbare mennesker i skåne- eller flexjob i samarbejde med et team af frivillige og professionelle fra café- og restaurationsbranchen.
Også den nye restaurantchef, Simon Ryesgaard, lægger vægt på at skabe en arbejdsplads, hvor alle kan være med.
"Mens jeg havde min egen café på Samsø, arbejdede jeg samtidig med 15 til18-årige drenge, der var kommet skævt ind på tilværelsen. Det var fantastisk spændende, og jeg har selv haft planer om at starte noget op, hvor den her type unge kunne blive trænet i nogle arbejdsfunktioner. Da jeg så faldt over jobbet hos Café Kaffegal, tænkte jeg, at det lige præcis er det, jeg gerne vil være med til: et sted, hvor alle kan være med," forklarer han.

null

Publiceret 26 January 2010 11:00

SENESTE TV