Brian Sørensen, generalsekretær i Sindslidendes Vilkår, sammen med køkkenchef Lasse Davis Povlsen (th) og restaurantchef Simon Ryesgaard.

Brian Sørensen, generalsekretær i Sindslidendes Vilkår, sammen med køkkenchef Lasse Davis Povlsen (th) og restaurantchef Simon Ryesgaard.

Café Kaffegal satser på psykisk sårbare

Ny café og restaurant i Nørregade skal drives af professionelle og frivillige i samarbejde med en gruppe psykisk sårbare medarbejdere

Af
Af Grethe Bo Madsen

Køkkenchefen og restaurantchefen er ansat, et team af frivillige står klar i kulissen og de første flex- og skånejobbere venter på at tage fat, når Café Kaffegal til februar skænker den første tår kaffe.

Caféen er den først af sin slags i Århus, hvor professionelle indenfor café- og restaurationsbranchen og ressourcestærke frivillige går sammen med en håndfuld psykisk sårbare om at drive en café og restaurant med plads til høje gastronomiske ambitioner og særligt fokus på det psykiske arbejdsmiljø.

Brugernes ide

Bag projektet står foreningen Sindslidendes Vilkår, der har lagt knap halvandet års arbejde i at få caféen op at stå.

Ideen til caféen kommer fra brugerne af foreningens tre væresteder for folk med psykiske problemer, Ungezonen, Bazen og Solsikken. De fleste af værestedernes brugere er på kontanthjælp eller førtidspension, men de fleste af dem har en drøm om engang at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
"Vi spurgte værestedernes brugere, hvad de kunne tænke sig, og de nævnte helt konkret en café eller restaurant, fordi der her er mange forskellige jobfunktioner, som de kan varetage, lige fra at hjælpe til i køkkenet, gøre rent og servere til bogføring og økonomifunktioner," forklarer Brian Sørensen, generalsekretær i Sindslidendes Vilkår.
Indtil videre er 12 psykisk sårbare ansat i skåne- og flexjob i caféen, der hvis alt går efter planen åbner i midten af februar i Nørregade 40.

Bæredygtig på et år

"På sigt regner vi med også at have mulighed for at fungere som praktiksted for folk, der skal i arbejdsprøvning, men lige nu skal vi først og fremmest have caféen op at køre."
Sindslidendes Vilkår har fået et tilskud fra Socialministeriets udviklingspulje på godt 1 mio. kr. til at starte projektet op og drive caféen det første år. Dertil kommer tilskud fra blandt andre medicinalfirmaet Lundbeck og et favorabelt lån fra Mercur Bank.
"Målet er, at Café Kaffegal skal kunne løbe rundt i sig selv hurtigst muligt og helst allerede indenfor det først år," forklarer Brian Sørensen.
Inden caféen slår dørene op, skal lokalerne gennem en gennemgribende renovering. Blandt andet skal der lægges nyt gulv i køkkenet og etableres handicapvenlige afgangsforhold. Et af målene er nemlig også, at blive byens mest handicapvenlige café.

Sindslidendes Vilkår er en frivillig social organisation, der fungerer som aktivitets- og støttecenter for sindslidende og pårørende. Organisationen driver tre aktivitets– og væresteder: Solsikken, Bazen og Ungezonen samt kolonihavehusene SV-holidays. Sindslidendes Vilkår er ud over Café Kaffegal ejere af den grafiske virksomhed Proremus, der også drives i et samarbejde mellem almindelige ansatte, frivillige og psykisk sårbare mennesker i fleksjob eller skånejob. Café Kaffegal åbner i februar i Nørregade 40 Læs mere om cafeen på www.cafekaffegal.dk

Publiceret 26 January 2010 08:30