Hanne Nielsen og Mette Have Haugsted idé til en webshop begyndte at spire for tre år siden men sprang først ud i fuldt flor i september sidste år, hvor webshoppen åbnede.

Hanne Nielsen og Mette Have Haugsted idé til en webshop begyndte at spire for tre år siden men sprang først ud i fuldt flor i september sidste år, hvor webshoppen åbnede.

Fysioterapeuter har åbnet webshop

Sælger barselspakke til den nybagte mor og hendes spædbarn

Af
Af Hanne Vammen

De er fysioterapeuter og enlige mødre med fuldtidsarbejde og hjem at passe.

Alligevel har 52-årige Hanne Nielsen og 51-årige Mette Have Haugsted fra Risskov og Viby åbnet webshoppen fysicon.dk.

Idéen begyndte så småt at spire for tre år siden men sprang først ud i fuldt flor i september sidste år, hvor webshoppen åbnede.

Siden åbningen har 7000 klikket sig ind på hjemmesiden. Så det har været en god start for de to iværksættere, der til daglig arbejder hos Århus Kommune.
Hanne Nielsen på Stensagerskolen i Viby og Mette Have Haugsted hos Specialenheden i Holme.

En god start

"Det startede med, at Mette sagde til mig, at hun godt kunne tænke sig at starte noget for sig selv, og så sagde jeg: Jeg ved lige, hvad vi skal lave", fortæller Hanne Nielsen.

De to fysioterapeuter arbejdede dengang begge med børn, og de ville gerne koble deres faglige viden til nogle produkter, som var lige til at gå til og bruge for den almindelige befolkning.

Efter rådgivning hos Væksthus Midtjylland og Østjysk Innovation tog idéerne fart, og det endte med, at de fik sammensat en barselspakke til den nybagte mor og hendes spædbarn, som de i dag sælger over nettet.

Pakken indeholder forskellige sundhedsfaglige pjecer med gode råd til stimulation af det spæde barn, en cd til afspænding, en bold til genoptræning efter graviditet og fødsel og badesalt til et afslappende fodbad med mere.

Pakken kan suppleres med andre produkter. Der er også andre pakkeløsninger som en wellnesspakke.

Det er ikke kun private, som køber barselspakken som barselsgave. Også sundhedsplejersker, fysioterapeutiske klinikker, som har efterfødselshold, sportsklinikker og kiropraktorer er blandt kunderne.

Vil udvide sortiment

Hanne Nielsen og Mette Have Haugsted har allerede tænkt på en udvidelse af produktsortimentet.
I støbeskeen er produkter, der kan stimulere børns motoriske evner. De har en produktrække, der kommer til at henvende sig til fagpersonale som dagplejere, pædagoger og lærere.

Webshoppen skal dog fortsat kun være en bibeskæftigelse.

"Da vi startede, tænkte vi, at vi måske kunne komme til at leve af webshoppen kombineret med konsulentvirksomhed. Det snakker vi ikke mere så meget om", fortæller Mette Have Haugsted.

"Nej, vi er blevet klar over, hvor lang tid det tager at sparke noget i gang. At lave pjecerne og udvælge produkterne tager meget lang tid. Men det er sjovt at få idéerne og udvikle dem. Og det er en gevinst, at vi er to, som kommer med et forskelligt syn på tingene", siger Hanne Nielsen.


Publiceret 23 January 2010 08:00