John Lorenzen er ny præst i Saralystkirken i Højbjerg.

John Lorenzen er ny præst i Saralystkirken i Højbjerg.

Ny præst bliver indsat i Saralystkirken

Kirken skal være for moderne mennesker mener John Lorenzen

Af
Af Hanne Vammen

Søndag 24. januar klokken 14 er der en særlig gudstjeneste i Saralystkirken.
Denne eftermiddag bliver kirkens nye præst, John Lorenzen, indsat, og der er lagt op til en festlig gudstjeneste med masser af musik, særlige indslag for børnene, tale og reception.
John Lorenzen er 45 år, gift og far til tre teenagere. Han har gennem de seneste 12 år været præst i Grindsted. Fra årsskiftet begyndte han på et nyt livskapitel, da han tiltrådte som præst i Saralystkirken i Århus.
Den teologiske uddannelse tog John Lorenzen i Norge, og sideløbende med sit job har han i en årrække været ansat i en konsulentstilling med særligt ansvar for nationale- og internationale volontører.
De seneste par år har han brugt på at opkvalificere sig på ledelse. Han har taget en tre-årig diplomlederuddannelse hos UC-Syd i Kolding, hvor han blandt andet har specialiseret sig i visions- og strategisk ledelse.
"Efter 12½ år på heden bliver det spændende at begynde i en ny sammenhæng. Jeg ser det som en stor udfordring at blive præst i en by som Århus, og det bliver anderledes at være en del at en storbykultur med mange kulturelle- og kirkelige tilbud", siger John Lorenzen.
Han er som person innovativ og ser muligheder for at bygge bro, og han glæder sig til sammen med Saralystkirken at bygge en kirke og et fællesskab, der er attraktivt for både studerende, familier og seniorer i Århus.
"Jeg vil arbejde på, at tærsklen ind til kirken bliver lav og, at alle, der kommer i kirken, må opleve at gå rigere hjem. Der skal være noget at komme efter for moderne mennesker, og jeg vil gerne arbejde for, at kirken har en lysende kvalitet og et tiltrækkende miljø. Kirken skal ikke blot være et sted for supertroende men for alle, der vil tjekke det med Gud ud, slutter John Lorenzen.
Saralystkirken inviterer alle til at deltage i denne særlige gudstjeneste, der bliver holdt i Baptistkirken, Hedemannsgade 1, da Saralystkirkens egen kirke endnu ikke er færdig opført.
Menighedsrådet forventer i øvrigt at kunne holde fest igen lige efter påske, når den helt nye og moderne kirkebygning er klar til indvielse. Kirken kommer til at ligge på Saralyst Allé 140 i Højbjerg.

Publiceret 15 January 2010 08:00