En gruppe forældre i Rudersdal overrakte i november over 400 underskrifter mod den tvungne madordning til borgmester Erik Fabrin, der også er formand for Kommunernes Landsforening (KL).

En gruppe forældre i Rudersdal overrakte i november over 400 underskrifter mod den tvungne madordning til borgmester Erik Fabrin, der også er formand for Kommunernes Landsforening (KL).

KL-formand om mad-oprør:

Vi skal følge loven

Formanden for Kommunernes Landsforening, Rudersdals borgmester Erik Fabrin, bakker ikke op om partifællers kritik af den tvungne madordning i daginstitutioner

Af
Steen Trolle

Formanden for Kommunernes Landsforening (KL), Rudersdals borgmester Erik Fabrin (V), slutter sig ikke til den kreds af partifæller i og udenfor Christiansborg, som gør oprør mod den tvungne madordning i daginstitutioner.
Ordningen, som blev indført i Rudersdal den 1. januar, kaldes i dag i Jyllands-Posten for "rendyrket socialisme" af folketingets formand Thor Pedersen (V). Også Carl Holst, formand for Region Syd og medlem af Venstres hovedbestyrelse, er ude med riven, men Erik Fabrin ønsker ikke at bidrage til en fornyet debat om ordningen.
"Vi har forlængst fra KLs side udtalt os om ordningen i et høringssvar. Nu er loven vedtaget, og så er det kommunernes opgave at implementere loven," siger Erik Fabrin.

Århus-model ikke lovlig

I Århus har forældrene i to daginstitutioner fået grønt lys til en ordning, hvor de får pengene tilbage fra ordningen, hvis de selv smører madpakker. Men dén model får ikke opbakning hos KL-formanden, som konstaterer, at Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann har bebudet, at hun vil sende et såkaldt hyrdebrev til kommunerne, hvor det præciseres, at Århus-ordningen ikke er tilladt.
"Aftalen i Århus er ikke i overensstemmelse med loven. Det er sådan, at når folketinget har vedtaget en lov, så skal kommunernes naturligvis implementere den," siger Erik Fabrin.

Publiceret 13 January 2010 03:00