Ny anholdelser i sag om køllevold mod 16-årig

Yderligere to drenge på 15 og 16 år er blevet anholdt og fængslet i fire uger for grov vold mod en 16-årig dreng, der på Høgevej blev overfaldet af 6-7 gerningsmænd og slået med køller og jernstænger

Af
Af Jeppe Rafn

Opdateret onsdag 13. januar kl. 10:
Politiet har anholdt yderligere to personer på 15 og 16 år i forbindelse med en voldssag torsdag 7. januar kl. 14.30, hvor en gruppe på 6-7 unge overfaldt en 16-årig dreng på Høgevej i Århus V.
Den 16-årige dreng blev slået med køller og jernstænger i ansigtet og på kroppen og fik blandt andet beskadiget en arm, fortæller kriminalassistent Leif Kjeldgaard fra Forebyggelsessektionen, Lokalpolitiet i Århus.
De to anholdte drenge blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Århus og begge varetægtsfængslet frem til 3. februar.
Med disse anholdelser/fængslinger er man nu oppe på at have anholdt fire personer i sagen om det grove overfald.
Politiet anholdte allerede i fredags to andre drenge på 15 og 16 år. Den 15-årige blev i lørdags varetægtsfængslet i fire uger i surrogat på en institution, mens den 16-årige blev fængslet i 3 x 24 timer.

Publiceret 12 January 2010 10:14

SENESTE TV