Antallet af Serie 4 hold skal være færre, har de jyske fodboldledere besluttet.

Antallet af Serie 4 hold skal være færre, har de jyske fodboldledere besluttet.

Fodboldpolitikerne har skrottet diamanten i seniorrækkerne

De lokale fodboldledere i Jylland har vedtaget nye regler for Serie 4, Serie 5 og Serie 6 som højner det sportslige niveau.

Af
Af Lars Norman Thomsen

De jyske fodboldledere var i weekenden samlet til delegeretmøde i Herning, og her var ikke mange delte meninger om at genoprette den såkaldte "pyramide" i seniorrækkerne. "Pyramiden" betyder ganske enkelt, at antallet af hold i de enkelte rækker, fra Jyllandsserien og til Serie 6, er jævnt stigende. Det vil sige, at der det færreste antal hold i Jyllandsserien og de fleste i Serie 6.
I en årrække har "pyramiden" ellers været afløst af en "diamant". Antallet af Serie 4-hold i 2009 var f.eks. på 384, mens holdantallet i Serie 6 var nede på ca. 240.
Det har fodboldpolitikerne nu lavet om på for at sikre det sportslige niveau. Det betyder, at Serie 6 fremover har flest hold, Serie 5 næstflest og så fremdeles.

Overgangsordning i foråret 2010

Forslaget blev enstemmigt vedtaget af forsamlingen og overgangsordningen i forårssæsonen 2010 ser således ud:
Serie 6: Ingen oprykning til Serie 5.
Serie 5: De 80 dårligste ud af 96 hold på 4. pladsen nedrykkes til Serie 6 sammen med alle nr. 5 og 6.
Serie 4: De 96 Serie 5-puljevindere mødes i en midtugekamp, hvorefter de 48 vindere mødes med de 48 dårligste nr. 4 fra Serie 4 om kvalifikation til Serie 4 i efteråret 2010.
Fremadrettet (fra og med efteråret 2010) vil kvalifikationsmodellen blive således i herreseniorrækkerne:
JS, S1, S2 og S3-rækker: Nr. 1 rykker op, nr. 7 og 8 rykker ned. Nr. 2, 3, 4, 5 og 6 bliver i rækken.
Serie 4: Nr. 1 rykker op og nr. 5 og 6 rykker ned. Nr. 2, 3 og 4 bliver i rækken.
Serie 5: Nr. 1 og de 24 bedste nr. 2 ud af 72 rykker op. De 8 dårligste nr. 5 ud af 72 samt alle nr. 6 rykker ned. Øvrige hold bliver i rækken.
Serie 6: Nr. 1 rykker op i Serie 5. Øvrige hold bliver i rækken.

Ingen jyske mesterskaber

Efter overgangen til at spille halvårsturneringer vedtog forsamlingen af fodboldpolitikere også at afskaffe finalespillet om det jyske mesterskab i alle serierækker på nær Jyllandsserien.
"Ved indførelsen af halvårsturneringer er det en større praktisk udfordring af afvikle et massivt JM-program på bare en uge og da mange klubber samtidig har tilkendegivet, at JM-kampene ikke har den store interesse mere, så ligger forslaget jo lige til højrebenet," begrundede Ole Ladefoged, formand for JBU Senior.

Publiceret 12 January 2010 16:22