Mikkel Kirkeskov op i AGF's A-trup

17-årige Mikkel Kirkeskov er sammen med sin jævnaldrende klubkammerat Casper Sloth forfremmet til AGF's førsteholdstrup

Af
Af Jeppe Rafn

Det går godt med at udvikle egne talenter i AGF. Førsteholdstruppen har i øjeblikket 14 spillere, som helt eller delvist har fået deres fodboldopvækst i klubben, og nu bliver der føjet yderligere to navne til denne liste.
Det er de to 17-årige talenter Mikkel Kirkeskov og Casper Sloth, som de seneste måneder begge jævnligt har trænet med A-truppen, og Mikkel Kirkeskov har endda fået spilletid i flere af SAS-Liga holdets træningskampe op til denne sæson.
"Både Casper og Mikkel har potentialet til at nå højeste niveau, og de har vist, at de kan begå sig, de gange de har fået mulighed for at træne med de etablerede SAS Liga-spillere. Der er stadig tale om en tilvænningsfase for begge spillere, og de har naturligvis områder, de skal forbedre, men vi tror på, at de kan udvikle sig til at blive SAS Liga-spillere indenfor en overskuelig fremtid, og derfor har vi hevet dem op i A-truppen," siger A+-træner Casper Bugge til agffodbold.dk.

Casper Sloth. Foto fra AGF's hjemmeside.

Casper Sloth. Foto fra AGF's hjemmeside.

Skal spille 2. Division

Casper Sloth er en teknisk dygtig og kreativ midtbanespiller, som debuterede på U17-landsholdet i marts 2008 og i øjeblikket er fast mand på U18-landsholdet. Han kom til AGF i 2004 fra Brabrand.
Mikkel Kirkeskov spiller venstre back, er hurtig, fysisk stærk og har et godt venstreben. Han kom til AGF fra VRI i 2005.
De to talenter skal efter planen spille på 2. Divisionsholdet i efteråret.

Publiceret 23 July 2009 09:58

SENESTE TV