Yakov Munkebo har været helt tæt på krigens ødelæggelser og er blevet mærket af oplevelserne for resten af livet. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Yakov Munkebo har været helt tæt på krigens ødelæggelser og er blevet mærket af oplevelserne for resten af livet. Foto: Camilla Kjærgaard Olesen

Soldat i krig:

Den første udsendelse

Yakov Munkebo er en af de danske soldater, der har stået ansigt til ansigt med død, fattigdom og ødelæggelse i forskellige krigshærgede områder rundt omkring i verden. Læs her hans beretning om, hvordan det er at være soldat før, under og efter en krig.

Af
Af Camilla Kjærgaard Olesen

Kroatien 1993: "Pludselig skar en lyd igennem marv og ben. Vi var under beskydning.... Jeg lå i mine underbukser med støvler, hjelm, fragvest og med mit gevær i hånden. Et par lange byger af skud skar igennem marv og ben. Lyden smældede om ørerne og var rigtig uhyggelig. Jeg kunne fornemme lyden i maven, ligesom når man står for tæt på en bashøjtaler, blot med en helt anden lyd.... Det var forfærdeligt. Vi kunne ane, hvorfra skuddene kom, men hvis vi skulle forblive i dækning, kunne vi ikke komme til at se mundingsglimtene fra skudafgiverne.... Spejdereskadronens drenge afbrød deres måltid for at komme os til undsætning. Der gik kun 12 minutter, inden de nåede frem, men det føltes alligevel som noget af en evighed."
Sådan står der i Yakov Munkebos bog, Krig tur/retur. Det var den 36-årige Yakov Munkebos første møde med krigen. Han var på sin første udsendelse til Kroatien. Oplevelsen skar dybe revner i den dengang 19-årige drengs sjæl, der hverken psykisk eller fysisk var klar til at stå ansigt til ansigt med den barske virkelighed. Revnerne i hans sjæl blev så dybe, at han knækkede fuldstændig, da han kom hjem til Danmark.
"Hele lortet væltede bare for mig. Jeg følte, at folk fremmedgjorde mig, kiggede på mig som om jeg var et spøgelse. Jeg vidste ikke, hvad der skete, men vidste der var noget galt", fortæller Yakov Munkebo.

Nedbrudt

Når han sov, havde han mareridt og fik flashback om sine oplevelser i Kroatien. Han fægtede med arme og ben og skreg højt om natten. Som en flugt fra virkeligheden begyndte han at drikke. Det eneste tidspunkt, han var ædru på, var, når han var til sin sport, udspring.
"Fra '93 til '95 var jeg en færdig mand. Jeg kan slet ikke huske noget fra den tid, men jeg ved, at jeg har gået til udspring, passet skolen, men lavede aldrig lektier, fordi jeg var fuld hver dag. Jeg kan huske, at jeg boede sammen med min mor, og at vi skændtes meget. Og så har jeg fået fortalt, at jeg havde en soldaterkammerat boende i et halvt år, men det kan jeg slet ikke huske".
Udover at være fuld stort set hele tiden provokerende han derfor også alt og alle for at få sat gang i et slagsmål, når han var i byen. Men han slog aldrig selv først.
"Jeg gjorde det for at få dem til at gå på mig, fordi jeg ikke havde nosser nok til at gøre det af med mig selv. Jeg ønskede simpelthen ikke at være til. Jeg drak også, så jeg blev "bevidstløs" og på den måde kunne sove mig ud af mareridtene og ubehaget".
"Min mor ville have mig til at fortælle om mine oplevelser i krigen, men jeg kunne ikke. Som soldater har vi vores egen jargon. Og der er ingen, der forstår skyggen af det, hvis ikke selv de har været der. Jeg ønskede ikke at fortælle nogen om det, heller ikke selv om hun forsøgte alt for at hjælpe mig. Men at være mor til en knægt, der tror, han er en fandens karl, er ikke nemt".
Fra 1993 til 1995 havde Yakov Munkebo det skidt. Han kæmpede med sine krigs-dæmoner og ønskede ikke at leve.
"Hele denne lange periode, hvor jeg bevægede mig på randen af sindssyge, havde jeg samtidig denne forfærdende selvdestruktive fornemmelse, et brændende ønske om at forsvinde fra jordens overflade. At dø".
Sådan beskriver Yakov Munkebo i bogen sine tanker efter de voldsomme oplevelser i 1993.
Læs i næste uge fortsættelsen om den tidligere udsendte soldat.

Bogen Krig tur/retur

Yakov Munkebo har sammen med Helle Kolding skrevet bogen Krig tur/retur, udgivet på documentas i 2006.

Publiceret 11 May 2009 11:00

SENESTE TV