Mads Kjær Jensen er uddannet guitarist på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han i dag er studieleder for de rytmiske uddannelser.
Mads Kjær Jensen er uddannet guitarist på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han i dag er studieleder for de rytmiske uddannelser.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ny jazz festival-formand: “Der sker så meget i nuet i jazz”

Folk vil gerne opleve og inddrages i nuet, og her kan jazzmusik noget særligt, mener den nye formand for Aarhus Jazz Festival

Tekst og fotos af Jeppe Rafn

For over 30 år siden var Klüvers Big Band på besøg på Langkær Gymnasium i Tilst for at spille sammen med gymnasiets eget bigband. Mads Kjær Jensen spillede guitar i gymnasiets bigband, som blev blandet med de 'voksne' musikere fra Jens Klüvers bigband, der igennem årene har spillet med og for elever på et utal af skoler.

“Det var en kæmpe oplevelse som helt ung at sidde der blandt de garvede musikere og få et venligt nik,” husker Mads Kjær Jensen.

Mads Kjær Jensen er i år blevet formand for Aarhus Jazz Festivals bestyrelse, som han for to år siden kom ind i som Det Jyske Musikkonservatoriums faste repræsentant. Her har han afløst Jens Klüver, der i år er trådt tilbage efter 20 år som formand for den årlige jazzfestival i Aarhus.

Jazz er ikke bare jazz

“Klüver har bare skabt så meget og gjort en fantastisk indsats,” siger den nye formand anerkendende om sin forgænger, der er en levende legende i det aarhusianske musikmiljø.

Aarhus Jazz Festival har aldrig været større end i år, hvor den finder sted fra 15. - 22. juli med over 350 koncerter på 41 spillesteder. De første festivaler fra begyndelsen for 29 år siden var præget af store jazznavne i Musikhuset. I dag er Aarhus Jazz Festival en langt mere blandet landhandel med mange spillesteder, der hver især arrangerer koncerter.

“Det er den måde, kulturlivet fungerer på. Der er både noget folkeligt med fadøl og swingjazz, noget for børn og noget for det lidt mere smalle publikum,” siger Mads Kjær Jensen og fortsætter:

Mads Kjær Jensen er her i år blevet formand for Aarhus Jazz Festival.
Mads Kjær Jensen er her i år blevet formand for Aarhus Jazz Festival.

Forskellige stilarter

“Der er stadig store navne, men det er blevet mere broget og rigt med utrolig mange forskellige stilarter. Du kan høre enormt meget forskelligt musik til jazzfestivalen, blandt andet klassisk og elektronisk. Grænserne mellem genrerne er blevet meget mere flydende end for 29 år siden. De nye unge musikere bevæger sig indenfor mange stilarter og er ikke bange for at prøve sig af. De er enormt gode til at blande mange ting.”

JPEG studieleder

Den nye formand for Aarhus Jazz Festival har i mange år været ansat på Det Jyske Musikkonservatorium, hvor han er studieleder for samtlige rytmiske uddannelser i Aarhus, han for sjov kalder JPEG: Jazz, Pop, Electronic, Global.

Der er omkring 175 studerende på musikkonservatoriets rytmiske uddannelser i Aarhus, og de fylder godt til byens årlige jazzfestival.

“Der er rigtig mange undervisere og tidligere og nuværende studerende, der spiller på festivalen. Det er herligt at se, de eksponerer sig, og at så mange af dem er flyvefærdige, før de forlader uddannelsen,” siger deres studieleder.

Mads Kjær Jensen er selv uddannet i 1992 på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus i Almen Musikpædagogik med guitar som hovedinstrument. Mads er desuden bassist og har spillet en masse forskellig musik med forkærlighed for afro og reggae. Sammen med sin kone Helle Agergaard var han med i det dansk-ghanesiske band Moses O'Jah, der i 90'erne var et stort navn indenfor verdensmusik.

I dag bliver spiller han mest for at holde musikken ved lige sammen med Helle og deres tre børn: Tvillingerne Esther og August på 16 år og Alma på 21, der alle er musikalske og har arvet forældrenes interesse for musik.

Helle og Mads studerede på årgang sammen på Det Jyske Musikkonservatorium, og Helle er ligesom sin mand i dag ansat på konservatoriet, hvor hun underviser i klaver med mere. Familien bor i bydelen Frederiksbjerg, og i den forbindelse glæder festivalens nye formand sig over, at der er i år er kommet nye spillesteder til på Frederiksbjerg. Her kan man under festivalen høre masser af jazz på blandt andet spisestedet SåRT og spillestedet Jazz & Venner i Jægergårdsgade.

Oplevelser i nuet

“Levende musik kan noget, som man gerne vil opleve. Jeg tror ikke, at folk går til så mange festivaler bare på grund af druk. I mødet med musik sker der noget i nuet, som er blevet den kulturelle trend. Særligt i jazz sker der så meget i nuet, der ikke er nødvendigvis er planlagt, og det vil folk gerne opleve og inddrages i,” siger Mads Kjær Jensen.

cv Mads Kjær Jensen

50 år, gift med pianist Helle Agergaard og har tre børn med hende. De bor på Frederiksbjerg

Studieleder på Det Jyske Musikkonservatorium for alle de rytmiske uddannelser, der har cirka 175 studerende

Uddannet i Almen Musikpædagogik på DJM med guitar som hovedinstrument. Spiller også bas

DJM's repræsentant i Aarhus Jazz Festival fra 2015. Formand siden foråret 2017

Født i Aarhus og har gået på Gjellerupskolen (i dag Sødalskolen) og Langkær Gymnasium

Publiceret: 23. Juli 2017 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

Bøger
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt