Den nye formand for Aarhus Letbane er glødende AGF-fan. Arkivfoto
Den nye formand for Aarhus Letbane er glødende AGF-fan. Arkivfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ny formand for Aarhus Letbane

Erhvervsmand og tidligere byrådsmedlem

Den aarhusianske erhvervsmand og tidligere medlem af Aarhus Byråd Steen Stavnsbo indstilles til posten som ny formand for Aarhus Letbane I/S. 

Borgmester Jacob Bundsgaard og regionsrådsformand Anders Kühnau er enige om at indstille den 53-årige aarhusianske erhvervsmand Steen Stavnsbo som ny formand for Aarhus Letbane. Han skal afløse Johnny B. Hansen, som har valgt at stoppe. Sagen skal nu behandles politisk i Aarhus Byråd, oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.

Jacob Bundsgaard og Anders Kühnau fremhæver Steen Stavnsbo som en stærk, rutineret og engageret formand med solid erfaring fra både privat og offentlig virksomhed.

Steen Stavnsbo er professionelt bestyrelsesmedlem i flere danske og udenlandske virksomheder samt bestyrelsesmedlem i Erhverv Aarhus og netop afgået byrådsmedlem i Aarhus Kommune, hvor han blandt andet sad i Teknisk Udvalg. Han har en lang international karriere bag sig som topleder i danske og udenlandske virksomheder.

LÆS OGSÅ: Steen Stavnsbo har mange bolde i luften

"Mit fokus som formand vil i allerførste omgang være, at vi får sikret en klar og troværdig tidsplan for færdiggørelsen af etape 1, og at vi hurtigst muligt har letbanedrift til både Odder og Grenaa. Der er en forståelig utålmodighed, og vi skal derfor sikre en god løbende kommunikation. Her vil jeg gerne spille en central rolle i dialogen med de berørte kommuner og regionen samt de statslige Instanser," siger den nye formand i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ: Minister vil ikke blande sig i letbane-forsinkelser til Odder og Grenaa

Letbaneselskabet Aarhus Letbane I/S står for anlæg, drift og vedligehold af Aarhus Letbane. Selskabet ejes af Aarhus Kommune og Region Midtjylland med hver 50 procent.

jr

 

Publiceret: 12. Februar 2018 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus