De Pudsige Herrer har masser af humor. De holder til på Monoramas 2400 kvadratmeter sammen med cirka 100 andre bands. Det ligger i en industriel og fjern forstad. Så langt fra alting, at det tager en evighed at få en taxa. Foto: Tahmasbi
De Pudsige Herrer har masser af humor. De holder til på Monoramas 2400 kvadratmeter sammen med cirka 100 andre bands. Det ligger i en industriel og fjern forstad. Så langt fra alting, at det tager en evighed at få en taxa. Foto: Tahmasbi
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ny EP fra aarhusiansk protest-pigtrådsband: Bidske budskaber med rå bundklang

Pudsige Herrer er provinsiel og proletarisk protest-pigtråd fra en nedlagt fabrik i en endeløs forstad - hvor man ikke engang kan få en taxa. De er klar med en ny EP

Af Bente Tahmasbi Hansen
Fakta:

Pudsige Herrer' udgiver 1. januar en ny EP.
'Syretesten' hedder den.

Den kan hentes her

Coveret forestiller en kvinde med et syrefrimærke i munden og pudsige herrer i håret. De er statsminister Lars Løkke og folketingsmedlem Anders Samuelsen. Dronning Henrik er på frimærket som et symbol på en gakket verden uden ligestilling. 

Et vers derfra:
Jeg har rejst i tusind år helt uden morgenkaffe
Søgte Gud, men fandt en post-it, hvor der stod, han ikke var at træffe
Gik fra land til land og ledte efter livets mening
Fandt kun nederlag og dårlig smag i skøn forening

Det er mandag og silende regn. Adressen er Tomsagervej i den yderste, industrielle del af Åbyhøj. Døren ind til øvelokalerne, der ligger for enden af den blinde vej, er låst.

Men pludselig står forsangeren i Pudsige Herrer i døren og siger velkommen med et stort smil. Han viser ind i Monoramas rå lokaler, lange gange og massevis af øvelokaler fulde af instrumenter. Indretningen består i nogen grad af tomme øldåser og pin up piger på væggene.

“Det er et fedt sted. Det eneste, der ikke spiller, er, når man skal have en taxa hjem efter koncerterne. De er ikke til at få herud. Sidst ventede vi en time,” ler Jakob Rohde-Kappel.

Jakob Rohde-Kappel bruger sin spidse pen og sans for skarpe tekster  i sangskrivningen til Pudsige Herrer. Foto: Tahmasbi
Jakob Rohde-Kappel bruger sin spidse pen og sans for skarpe tekster i sangskrivningen til Pudsige Herrer. Foto: Tahmasbi

Pussy Hair

I denne herlighed holder de pudsige herrer til. Der er tre af dem: sanger og sangskriver Jakob Rohde-Kappel, trommeslager Mads Fjeldvig og Kári Birk Wellsandt, der egentlig er tysker men har et islandsk navn. Han spiller guitar og bas.

De tre er til protestsange leveret med en tung, beskidt og vulgær lyd. Måske af samme grund, skal være plads til pauser i musikken, for det kan ikke være hysterisk vanvid hele vejen igennem numrene, forklarer de.

Humor er også meget centralt. Derfor har de valgt et navn som man kan vælge at udtale på engelsk: Pussy Hair, hvis man synes.

LÆS OGSÅ: Keminova Cowboys: Aarhus-band med totalt crazy foretagende

Herrene fandt sammen for et år siden efter at have spillet i andre bands. De udgiver en ny EP på Spotify 1. januar. Syretesten hedder den. Og den handler blandt andet om politiske mørkemænd, der maler fanden på væggen.

“Vi er sammen om at elske smadre-rockmusik og den vilde energi, man kan få af at spille og lytte til rock,” siger Jakob Rohde-Kappel.

“Vi er enige om, at der er noget galt i Danmark, og det er en stor del af vores musik. Den er en protest over topstyring og nedskæring af velfærd, fremmedfjendskhed og det ultraliberalistiske samfundssind,” fortsætter han.

Mads Fjeldvig supplerer:

“Nedskæringerne gør os dummere. Vi har mindre tid til at tænke os om og reflektere, vi er i hamsterhjulet uden plads til at drømme og lege. Det gør vi her,” siger han.

Jakob Rohde-Kappel uddyber:

“Vi vil ikke bare gå med politiske bannere, men vil også gerne pirre fantasien. Få folk til at fortolke og tænke selv. Det skal være et kunstværk og ikke bare et politisk budskab,” siger sangskriveren.

Mads Fjeldvig slår hårdt på trommerne og styrer desuden lydstudiet 'Syg Lyd' i Sydhavnen. Foto: Tahmasbi
Mads Fjeldvig slår hårdt på trommerne og styrer desuden lydstudiet 'Syg Lyd' i Sydhavnen. Foto: Tahmasbi

Buksebenene blafrer

Han går gerne i kamp for kunsten og mod kopibands. Han taler i one-liners og skriver bidske budskaber. Og han lader sig inspirere af professor Svend Brinkmanns analyser af, hvordan man vil gøre alt målbart, og har skrevet et nummer om det.

De tre garagerockere bruger bare en dag eller to på at indspille tre-fire numre. Ligesom den gode rockmusik fra 1960'erne og 70'erne.

“Der er falske toner og skæve improvisationer. Det er herligt. I dag er meget musik så velfriseret og poleret, at det mister sin sjæl,” mener Jakob Rohde-Kappel.

Forsangeren er 44 år, bassisten er 25 år, og trommeslageren ligger lunt derimellem med sine 37 år. De spænder over to generationer, men er rørende enige om musikken.

“Der skal være luft i numrene. I de gode gamle dage var der pauser i rockmusik, og det giver dynamik. Det er fedt,” siger bandets Benjamin, der hedder Kári Birk Wellsandt.

LÆS OGSÅ: En libertiner i Aarhus: Det er sundt for mit ego at bo her

Han er inspireret af gruppen Royal Blod og har koblet så meget udstyr på sin bas, at det blæser en tung baslyd ud i hele tre varianter.

“Her kan jeg fylde og larme lige så meget, jeg har lyst til. Alt vibrerer og buksebenene blafrer,” forklarer Kári Birk Wellsandt.

Jakob Rohde-Kappel spiller lapsteel (en slags guitar, som kan ligge på skødet) og synger ind imellem hysterisk og i høje tonelejer.

Mads Fjeldvig har rollen som ham, der slår ualmindeligt hårdt i trommerne. Lilletrommen er tonet ned, så den lyder, som om han slår i en pude.

Kári Birk Wellsandt er egentlig tysker, selv om han har et islandsk navn. Han har sat hele tre forstærkere til sin bas, så der er fuld blæs på den. Foto; Tahmasbi
Kári Birk Wellsandt er egentlig tysker, selv om han har et islandsk navn. Han har sat hele tre forstærkere til sin bas, så der er fuld blæs på den. Foto; Tahmasbi

Metalfestival

Ud over trommeslager-tjansen har Mads Fjeldvig også fornøjelsen af at drive lydstudiet 'Syg lyd' i Sydhavnen. Der møder han en række af byens musikere som for eksempel Farlige Typer I Modlys.

”De kan kun se farlige ud i modlys, for i virkeligheden er de ret nuttede og lidt buttede. De er vores venner,” griner de pudsige herrer.

Musikerne netværker og samarbejder på kryds og tværs. På Monoramas 2400 kvadratmeter færdes omkring 500 musikere fordelt i cirka 100 bands. De øver, spiller koncerter og afvikler festivaller. 26. januar er der metalmusik på programmet: 'Mono Goes Metal'

Pudsige Herrer i en nedlagt fabrik i en endeløs forstad, hvor det tager en evighed at få en taxa. Foto: Tahmasbi
Pudsige Herrer i en nedlagt fabrik i en endeløs forstad, hvor det tager en evighed at få en taxa. Foto: Tahmasbi

Publiceret: 31. December 2017 09:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Bøger