Sådan kommer det til at se ud på Skejbyvej 1-29, når en ny bydel står færdig om tre år.
Sådan kommer det til at se ud på Skejbyvej 1-29, når en ny bydel står færdig om tre år.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ny bydel skyder op i Skejby

På Via University College-grunden skal der bygges 900 boliger, en børnehave og en dagligvarebutik. Populær idrætshal bliver bevaret og istandsat

Byrådet sendte onsdag aften ny bydel i Skejby til borgerhøring.

Dermed tyder alt på, at Skejby i de kommende år bliver hjemsted for en helt bydel. Det er på området med adressen Skejbyvej 1-29, hvor VIA University College lå inden flytningen til Ceres Byen.

Bydelen kommer blandt andet til at rumme 900 boliger og en lang række aktivitetsfaciliteter, og generelt bliver der et stort fokus på åbenhed, bevægelse, sundhed og alsidighed.

LÆS OGSÅ: Kæde åbner Aarhus-hotel nummer to i Skejby

Det er entreprenørvirksomheden A. Enggaard, der sammen med pensionsselskabet PKA er bygherre på hovedparten af arealerne indenfor lokalplansområdet. Her skal der opføres en børnehave og 688 boliger i op til seks etager.

110 af boligerne bliver almene lejeboliger, som A. Enggaard har indgået en frivillig aftale med boligforeningen Lejerbo omkring. De resterende boliger bliver en blanding af ejerlejligheder og lejelejligheder.

Butikstorv og grønne arealer

Lokalplansområdet indeholder desuden mulighed for dagligvarebutik med butikstorv, aktivitetstorv samt attraktive grønne arealer, der kommer til gavn for blandt andre beboerne, den nye børnehave og lokale foreninger.

“Grunden ligger i forvejen i et attraktivt boligområde med både Skejby Centret, gode indkøbsmuligheder, et gymnasie og Mollerup Skov tæt på. Men vi vil gerne tilføre endnu flere faciliteter til kvarteret. Derfor planlægger vi blandt andet at etablere en multibane, et offentlig strøg og nyanlagte stier, som kommer alle aldre til gode,” siger Jens Skinnebach fra A. Enggaard i en pressemeddelelse, hvor han tilføjer:

“Samtidig integrerer vi almene boligselskaber i byudviklingen ved at reservere en del af boligerne til almene boliger og således sikre en bred beboersammensætning.”

Idrætshal bevares

Derudover har A. Enggaard valgt at bevare og renovere idrætshallen på grunden, da den bidrager til det fællesskab og miljø, som ønskes til området. Således bliver hallen en aktiv og dominerende del af området, og den beslutning glæder man sig over hos blandt andre Idrætshøjskolen Aarhus, der står for en stor del af aktiviteterne i hallen.

“Det er utroligt positivt, at A. Enggaard tager et ansvar for byudviklingen ved at bevare hallen, og vi har i samarbejde fundet frem til en rigtig god løsning, hvor idrætshallen kan blive brugt som hidtil. I mange år har udviklingshæmmede haft stor glæde af hallen i dagtimerne, og det får de også i fremtiden.Derudover fortsætter hallen med at skabe gode rammer for motionister både individuelt og i flok, da den lokale børnehave, foreninger og beboerne får mulighed for at gøre brug af den og det tilhørende fitnesscenter i eftermiddags- og aftentimerne,” siger Idrætshøjskolens forstander Henrik Løvschall i en pressemeddelelse.

Foråret 2018 er der lokalplansvedtagelse, hvorefter A. Enggaard A/S og PKA kan påbegynde byggeriet. De to parter forventer, at den nye bydel vil stå færdigbygget om cirka tre år.

ksa

Luftfoto over området, hvor der kommer en ny bydel om tre år.
Luftfoto over området, hvor der kommer en ny bydel om tre år.
Publiceret: 11. Januar 2018 15:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Lokalavisen Aarhus
Seneste
Lokalavisen Aarhus
Mest læste
Lokalavisen Aarhus
112