Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ny butik med nyt koncept: Åbyhøj har fremtidens Emmerys

Bagerkæden Emmerys har åbnet endnu en butik i Aarhus. Den ligger i Åbyhøj og sætter retningen for fremtidens Emmerys

Tekst og fotos af Jeppe Rafn
Fakta om Emmerys

Går tilbage til 1918, hvor konditor Jens Emmery åbnede bageri på hjørnet af Guldsmedgade og Klostergade
Kokken Per Brun overtog butikken i 1996 og gjorde frem til 2011 Emmerys til en økologisk gourmetkæde i Aarhus og København
Består i dag af 31 butikker, heraf seks i Aarhus, en i Roskilde og 24 i København og omegn
Har lige rundet 500 medarbejdere, heraf 10 på hovedkontoret i Valby og 40 i produktionen i Valby, der leverer til alle butikkerne.

Åbyhøjerne har nu i snart en måned kunnet købe økologisk brød, kager og kaffe hos Emmerys på Åbyhøj Torv. Emmerys er en landsdækkende kæde af 31 bagerbutikker med café, hvor du enten kan tage lækkerierne med hjem eller sætte dig i caféen og nyde maden med en kop kaffe.

Den nye butik i Åbyhøj er særlig interessant på den måde, at den skal danne skole for, hvordan fremtidens Emmerys kommer til at se ud.

“Udgangspunktet er, at det skal være hyggeligt at komme hos os. I dag består vores butikker af meget glas, og de har et hårdt udtryk. Det bliver nu afløst af træ og varme farver i et mere nordisk design,” fortæller kædens nye administrerende direktør Kim Trier Meyer.

Kim Trier Meyer har en lang baggrund hos McDonald's og blev for et halvt år siden ansat som Emmerys' nye chef for at skubbe kæden videre og gøre den effektiv og profitabel. Han boede for mange år siden i Aarhus og var med til at starte Bolia op som butikschef. Åbningen for en måned siden af Emmerys i Åbyhøj blev et glædeligt gensyn med smilets by for Kim Trier Meyer, der har sin daglige gang på Emmerys' hovedkontor i Valby.

“Det væltede ind med gamle venner, jeg ikke har set i 20 år, som nu bor i Åbyhøj,” fortæller Kim Trier Meyer med et smil.

Han havde på åbningsdagen travlt med at lave gratis kaffe til de mange nysgerrige og kaffetørstige kunder, der væltede ind i Emmerys, som har til huse i det tidligere apotek på Åbyhøj Torv. Bagerkædens ejere var også tilfredse med synet og oplevelsen af fremtidens Emmerys, fortæller den administrerende direktør.

“De synes godt om konceptet, så det går vi nu videre med i hele Danmark, hvor vi i løbet af de næste 12 måneder skal renovere alle vores butikker bortset fra to nye. Det hele skal løftes en tak.”

Emmerys har netop lukket sin butik i City Vest, men har med åbningen i Åbyhøj fortsat seks butikker i Aarhus.

“Vi har længe ledt efter lokaler og haft et ønske om at åbne i Åbyhøj. Der er i forvejen kun Kvickly-bageren, og det er bare et fantastisk område med 14.000 husstande, der passer perfekt til os. Vi tror, at beboerne vil have økologi og ordentligt brød, og placeringen på torvet med stor synlighed og gratis korttidsparkering udenfor er guld værd for os,” siger Kim Trier Meyer.

Kim Trier Meyer, administrerende direktør i Emmerys.
Kim Trier Meyer, administrerende direktør i Emmerys.

Plads til alle

Fremtidens Emmerys på Silkeborgvej i Åbyhøj er indrettet i tæt samarbejde med den århusianske designer Charlotte Holm Schau. Hun har sin egen designbutik i Aarhus og er samtidig indretningsansvarlig for Emmerys.

“Emmerys har et meget blandet publikum, så vi har haft fokus på, at der skal være plads til alle i caféen. Folk kommer her i butikken både for at købe brød med hjem og for at sidde og hygge sig,” siger Charlotte Holm Schau og uddyber:

“Vi har arbejdet meget med zoneindretning, og vi vil gerne have folk til at sidde her længe. Bagerst i caféen er der loungeområde med skifteplads og plads til barnevogne. Det skal samtidig være sådan, at man skal have lyst til at komme ind alene og være her. Der sidder også en del og arbejder i caféen, og til dem er der stik og fri wi-fi.”

Emmerys slår sig op på økologi og bæredygtighed, og det skal fremover også kunne ses i den fysiske indretning af butikkerne, forklarer Charlotte Holm Schau.

“Når vi nu er økologiske og bruger de bedste råvarer, skal det afspejle sig hele vejen igennem butikken. Vi går nu et skridt videre og begynder at designe vores egne møbler og så vidt muligt producere dem i Danmark. Stolene for eksempel er produceret på J.L. Møllers Møbelfabrik i Højbjerg.”

Charlotte Holm Schau, indretningsansvarlig for Emmerys.
Charlotte Holm Schau, indretningsansvarlig for Emmerys.

Megaflot butik

De daglige medarbejdere i den nye Emmerys fortæller, at åbyhøjerne har taget godt imod og viser stor interesse for områdets nye bagerbutik.

“Alle siger, det er en megaflot butik. Både dem der kender os, og dem som ikke kender os og ikke vidste, vi har flere butikker i Aarhus. I butikkerne inde i centrum er det ofte veninder, der kommer i caféerne, mens det her i Åbyhøj er mere blandet, hvem der kommer ind. Her kommer blandt andet flere ældre, som nu har fundet et sted at mødes, og køber et kaffekort. I weekenden kommer hele familien og køber en morgentallerken. Der er en hyggelig stemning med børn over det hele,” fortæller medarbejder Amanda Rønde med et smil og fortsætter.

“Vi har allerede fået mange stamkunder, der bor her og kommer og får morgenkaffe eller tager den med på gåturen. Der bliver også holdt møder i caféen, og der er folk, der sidder her i flere timer og arbejder.”

Emmerys er rykket ind i apotekets tidligere lokaler på Åbyhøj Torv.
Emmerys er rykket ind i apotekets tidligere lokaler på Åbyhøj Torv.
Man kan sagtens sætte sig alene og læse en bog eller arbejde i caféen.
Man kan sagtens sætte sig alene og læse en bog eller arbejde i caféen.
Loungeområdet bagerst i butikken bliver meget brugt af børnefamilier, der kan køre barnevognen op ad en rulletrappe til ’loungen’.
Loungeområdet bagerst i butikken bliver meget brugt af børnefamilier, der kan køre barnevognen op ad en rulletrappe til ’loungen’.
Publiceret: 12. Juli 2017 14:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

Bøger
ANNONCER
Se flere
Lokalavisen Aarhus
Seneste
Lokalavisen Aarhus
Mest læste
Lokalavisen Aarhus
112
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt