Søren Malling spiller Gud, der også hedder Uffe Blendstrup og er en alternativ psykiater på Risskov Psykiatriske Hospital. Måske er han mindst lige så gal som sine patienter og kæmper med en uforløst drøm om at skrive. Foto: Martin Dam Kristensen
Søren Malling spiller Gud, der også hedder Uffe Blendstrup og er en alternativ psykiater på Risskov Psykiatriske Hospital. Måske er han mindst lige så gal som sine patienter og kæmper med en uforløst drøm om at skrive. Foto: Martin Dam Kristensen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ny biograffilm: Nu kan Jens Blendstrup grine af Gud

Forfatter Jens Blendstrup måtte se filmen om sin far to gange, før han kunne grine af den meget morsomme version af sin barndom. ’Gud taler ud’, som er filmet i Risskov, havde premiere i går

Af Bente Tahmasbi Hansen

“Jeg synes, at filmen er befriende anderledes end bogen, som er dybt personlig for mig. Filmens version af min historie er skøn og sjov. Den viser min far på hans dæmoniske højdepunkt,” siger Jens Blendstrup.

Forfatterens succesroman 'Gud taler ud' tager udgangspunkt i hans barndom i Risskov og hans meget dominerendepsykiater-far, som i daglig tale helt oplagt blev kaldt Gud.

LÆS OGSÅ: Aarhus vil være europæisk tilgængelighedsby i 2019 

“Det var meget skræmmende at se filmen første gang. Men jeg så den en gang til - sammen med mine brødre. Og så skraldgrinede vi. Min fars forfærdelige løgsuppe er kørt op til uanede højder, og det fungerer utroligt godt,” mener manden, der lægger liv til løjerne.

“Man fanger måske også det tætte bånd, jeg fik til ham, fordi jeg blev den forfatter, han så gerne selv ville have været.”

Besat af sin far

I den virkelige verden i villaen i Risskov, nåede Uffe Blendstrup at blive en mild og mindre drikfældig mand, før han døde. En førtidspensionering gav ham masser af tid til at gå hjemme, og følge med i sine sønners liv og til at tale med dem.

“Man kunne måske ønske sig, at han havde været mindre optaget af døden og livet. Men han var mere nærværende end andre fædre på det tidspunkt,” siger den yngste søn i flokken. Hans brødre mener, at han blev forkælet af Gud.

“Det gjorde jeg måske også. Når jeg kom hjem på besøg som fattig studerende, gav han mig 5000 kroner for at slå græsset i baghaven og 3000 kroner for forhaven. Han var bestemt ikke smålig og blev næsten velhavende på sin gamle dage, mindes Jens Blendstrup.

“Jeg var faktisk helt besat af den grænseløse galning,” ler han hjerteligt.

”I sådan en grad, at jeg i nogle år forsøgte også at leve hans drikkeri ud. Det var nu ikke nogen succes, så det har jeg opgivet.”

På samme måde som Uffe Blendstrup har sat sig dybe spor i Jens Blendstrup, har Aarhus og Risskov præget ham i høj grad.

Pressefoto.
Pressefoto.

Har Aarhus i hjertet

“Jeg savner Smilets By. Men jeg tør ikke flytte tilbage, for så forsvinder det magiske skær måske. Det var helt fantastisk at gå tur i Risskov, da vi fandt det hus, filmen er optaget i,” siger han.

Forfatteren mener, at det har givet noget ekstra til filmen, at den blev optaget i det kvarter, som hans far var en del af. Jens Blendstrup kom i tanke om mange sjove ting fra barndommen, når han var på filmoptagelserne. Han kendte den familie, der har boet i det hus, som var kulissen.

“Datteren hed Elisabeth og var en af de store piger på vejen. Hun gav os lov til at bruge huset, der stadig stod fuldstændig, som da vi var børn, fordi det havde været til salg i to år. Det var et state of the art 1960'er,” mener Jens Blendstrup.

Ud over sit barndoms kvarter holder han især af Den Permanente, som han helst vil cykle hen til. En anden favorit er den meget store sten i hundeskoven, som, han mener, må være en meteor og grunden til at folk i området er lidt særlige. Og så husker han tydeligt Park biografen, der især viste western, sengekantsfilm og fremtidsaction al la 'Rumrejsen 2001'. Den givet forfatteren mange gode stunder.

“Det kunne være sjovt at holde gallapremiere i den. Men den eksisterer desværre ikke mere. Det gør letbanen til gengæld, og den glæder jeg mig meget til at komme ud og køre i,” siger Jens Blendstrup, der faktisk er en smule jaloux på Jørgen Leth, der har indtalt navnene på stationerne.

“Jeg vil meget gerne være letbane-vikar for ham. Så kan jeg læse stationnavne op med min damestemme,” foreslår han.

Clint Ruben i midten spiller den mellemste bror Thomas. Til højre for ham er det den yngste dreng i flokken, Jens Blendstrup. Foto: Martin Dam Kristensen
Clint Ruben i midten spiller den mellemste bror Thomas. Til højre for ham er det den yngste dreng i flokken, Jens Blendstrup. Foto: Martin Dam Kristensen

Århusianske Århus Onsdag

Som det sidste inden dette interview slutter, når den lattermilde mand med et godt blik for livets sjove detaljer at rose denne avis.

“Århus Onsdag var min fars foretrukne avis. Han elskede de jublende glade krøblinge-historier, der var dengang. Den var indbegrebet af århusiansk og havde sjove anekdoter, som ikke fandtes i andre aviser. Jeg glæder mig til at læse den i denne uge.”

Caption
Caption

Publiceret: 29. September 2017 13:15

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Bøger
ANNONCER
Se flere