Foto: René Schütze/Ritzau Foto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ny AGF’er: Vi skal meget gerne i top seks

AGF var den eneste danske klub, der henvendte sig til kontraktløse Pierre Kanstrup

JESPER ENGMANN, JP AARHUS

"Vi skal meget gerne ende i top seks. Jeg tror på, at det kan lykkes i denne sæson. Der er allerede skabt et fundament for det. Jeg har stor tro på tingene."

Pierre Kanstrup havde onsdag første arbejdsdag i sin nye klub AGF, og han var forholdsvis frisk i sin udmelding om ambitionerne i den sæson, der begynder om nogle få uger. I sidste sæson sluttede AGF som nummer 11.

Forsvarsspillerens aftale med Sønderjyske udløb efter den seneste sæson, og så stod AGF parat til at ansætte ham.

"Jeg vidste ikke, at de ville have mig. Men lidt ud af det blå kom de på banen. Og så vidste jeg straks, at det var det rette for mig. Der var ikke interesse fra andre danske klubber overhovedet. Der var lidt fra udlandet. Men da AGF kom på banen, kunne jeg sagtens se mig selv i det projekt. Også selv om Sønderjyske er endt højere end AGF de seneste år, så er det et skridt op for mig at spille i AGF. For i mit hoved er AGF en storklub. Der er andre forventninger, et større pres," siger Pierre Kanstrup, som indledte sin karriere i Brøndby og har været forbi Lyngby, Brønshøj, FC Fredericia, inden han i 2013 kom til Sønderjyske.

I AGF skal den 28-årige midterstopper konkurrere med blandt andre Niklas Backman og Mikkel Rask om spilletid i midterforsvaret.

"Det er med til at skærpe os alle, at der er rivalisering. Vi skal levere hver eneste dag til træningen for at komme på holdet i weekenden. Det glæder jeg mig til. Det kan løfte mit niveau, for jeg kan stadig udvikle mit spil. Jeg er bestemt ikke en komplet spiller. Man kan aldrig blive for god til noget. Jeg er positiv. Det bliver vildt spændende," siger Pierre Kanstrup.

Publiceret: 22. Juni 2017 10:53
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!