Nadia Nadim er tidligere Skovbakken-pige. Arkivfoto
Nadia Nadim er tidligere Skovbakken-pige. Arkivfoto
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Nadia Nadim med i kampen mod vold

Den danske fodbold-darling er blevet ambassadør for Bryd Tavshedens nye informationskampagne 'No Name', som er specielt rettet mod børn, unge, og kærestepar i familier med ikke-vestlig etnisk baggrund.

Fakta

Bryd Tavshedens nye kampagne er den anden del af dette års kampagne: 'Alle unge har ret til et liv uden vold ', og bliver lanceret under sloganet 'No Name', som skal informere etniske unge om, at de - anonymt - kan få hjælp og vejledning.

Via korte film, posters, SoMe, informationsmøder og arrangementer på skoler og andre uddannelsesinstitutioner med mange minoritetsunge vil foreningen oplyse, skabe debat og dialog for at forebygge den forbudte opdragelsesvold.

Nadia Nadim var i sommer med til at kæmpe et par flotte sølvmedaljer hjem til Danmark ved EM-slutrunden i Holland. Nu er den tidligere Skovbakken-pige klar til at kæmpe en ny kamp, som ikke er på en fodboldbane. Hun er nemlig blevet ambassadør for Bryd Tavshedens nye informationskampagne 'No Name', som henvender sig til familier med ikke-vestlig etnisk baggrund. Kampagnen har til formål at stoppe vold i familien.

"Familierne opdrager deres børn med samme vold, som de selv er opdraget med. Men det er ikke accepteret i Danmark," fortæller Nadia Nadim i en pressemeddelelse og fortsætter:

"Oplysning til familierne med ikke-vestlig baggrund om, at såkaldt opdragelsesvold er forbudt, ulovligt og strafbart i Danmark, er helt afgørende for integrationen og for at beskytte børn og unge mod at lide fysisk og psykisk overlast i deres nye hjemland. Opdragelsesvold er et gammelt, kulturelt fænomen i mange lande, som forældre og bedsteforældre til børn og unge fra fremmede kulturer har taget med til Danmark. Og det skal standse hurtigst muligt."

Har selv oplevet volden

Nadia Nadim er selv født i Afghanistan og har derfor et kendskab til de udfordringer, som findes hos de familier, som kampagnen henvender sig til. Håbet er, at hun med sin baggrund kan være en rollemodel, der gør en forskel. 

'Jeg har, som de fleste andre fra de fremmede kulturer, oplevet opdragelsesvold på nært hold både i Afghanistan og i Danmark. Og jeg ved, hvor stor betydning denne form for vold kan have for barnet resten af livet. Det gælder både den fysiske vold i form af lussinger eller klask i numsen. Men også psykisk vold, som er mere subtil. For det giver ikke synlige mærker på kroppen, men kan give alvorlige skader og ar på sjælen," fortæller Nadia Nadim i pressemeddelelsen og fortsætter: 

"Problemet er, at forældrene gør, som de selv er opdraget. Og det er ikke accepteret i Danmark. For al vold er vold. Og det vil jeg som ambassadør for Bryd Tavsheden meget gerne være med til at sætte en stopper for."

Den første kampagne

Det er første gang, at Bryd Tavsheden lancerer en kampagne, som har primært fokus på at forebygge den udbredte opdragelsesvold i familier med anden etnisk baggrund end dansk.

"Når noget er almindeligt i en fremmed kultur, er det ofte svært at fravige traditionen. Derfor vil vi med vores informationskampagne have de etniske familier til at forstå og efterleve, at opdragelsesvold ikke er accepteret i deres nye hjemland. Og det budskab vil vi udbrede via dialog. Vi har lovgivningen på plads, når det gælder vold mod børn. Men den kender de etniske familier ikke. I Bryd Tavsheden har vi 15 års massiv erfaring med at hjælpe børn og unge, som er udsat for vold i familien. Både med vores certificerede rådgivningsprogrammer, vores feltarbejde og temadage i folkeskolerne og på ungdomsuddannelserne," siger Isabelle Wedendahl, Bryd Tavshedens generelsekretær i pressemeddelelsen.

Publiceret: 24. Oktober 2017 17:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere