Murder spiller en original blanding med elementer fra især folk og country, men også enkelte, mere rockede indslag. Bandet udgøres af sanger og sangskriver Jacob Bellens (I Got You On Tape) og Anders Mathiasen på energisk guitar.
Ved denne turnédebut på to-tredjedelsfulde VoxHall suppleredes bandet af en kompetent backing-gruppe, bestående af Jonas Westergaard (bas), Søren Kjærgaard (tangenter) og Jakob Høyer (trommer).
Det kan med det samme fastslås, at der var god bund i lydbilledet, der dog stadig kunne have vundet lidt ved et par ekstra decibel.
Murder har to studiealbums på cv'et, hvoraf især det seneste "Stockholm Syndrome" (2006) høstede anmelderroser ved udgivelsen, og barsler nu langsomt med en opfølger.
Et motiv til den beskedne aprilsturné, der bringer bandet rundt til landets fire, største byer, var netop live-afprøvningen af nyt materiale.
Mit eget bekendtskab med Murder er af så relativ ny dato, at jeg endnu ikke er særlig velbevandret i det begrænsede bagkatalog og kombineret med ganske få titel-præsentationer blev orienteringen besværliggjort, men jeg talte tre-fire numre jeg med sikkerhed ikke havde hørt før.
Efter en entré uden fanfarer og dikkedarer opfordrede forsanger Bellens publikum til at komme tættere på scenen, måske først og fremmest for at skabe lidt ro.
Den højlydte snakken kan være et problem især for mere akustiske bands, hvor hovedattraktion ikke er lydstyrke.
Efter en lidt tam start, kom Murder dog ud over scenekanten. Der var god dynamik i det lydlige udtryk, som også afspejledes visuelt. Jacob Bellens tilbragte således hele koncerten siddende roligt som en skægget, bebrillet Buddha på en rød havestol.
Den lettere introverte og underfundigt stenede fremtoning suppleredes perfekt af den energisk dansende og i øvrigt høje og slanke Anders Mathiasen, der undervejs fik det så varmt, at han måtte smide trøjen.
"Det er en lukket fest for de første to-tre rækker", sagde Mathiasen et stykke inde i koncerten. Vi stod på forreste række og kunne godt fornemme uroen bag os modsat intensiteten på scenen.
Guitaristens kemi med publikum viste sig dog så god, at hans efterfølgende tyssen faktisk hjalp og den sidste fjerdedel af koncerten høstede større koncentration og bifald, hvor især en vedholdende og ekstremt højlydt pifter gjorde sig bemærket.
Den dybe, klangfulde vokal er et af Murders varemærker, men i et af numrene fra den kommende plade, prøvede Bellens kræfter med de lidt højere toner, hvilket han også slap godt fra.
Selvom Murder måske ikke indbyder til den store syng-med-fest, var der bestemt noget at komme efter denne aften på Voxhall.
Materialet er ikke det lettest tilgængelige, de relativt minimalistiske kompositioner til trods, men det lidt mystiske udtryk gør i hvert fald undertegnede nysgerrig og sikkert også gæst, når Murder næste gang lægger vejen forbi.
Opvarmning: Hymns from Nineveh Officielt består "Hymns from Nineveh" blot af sangskriver Jonas Petersen, men han havde til lejligheden allieret sig med to andre musikere/korsangere.
De flerstemmige arrangementer af de fine, akustiske sange var ambitiøst og involverede virkemidler som håndklap, xylofon i lommestørrelse og mundharpe i tillæg til de obligatoriske, akustiske guitarer.
Jeg kom til at tænke på "Mumford and Sons" fra Londons nye folk-scene og måske især amerikanske "Fleet Foxes" mere stille numre. "Hymns from Nineveh" virkede ikke bange for at falde igennem og netop derfor formidledes en lavmælt storslåethed på trods af lidt lydproblemer.
Fremfor at overdøve publikums pludren på VoxHall formåede bandet glimtvis det større kunststykke at få den til at forstumme. Jeg ser personligt meget frem til albumdebuten til efteråret.
Læs hele artiklen
