Kommunalvalg 2017
Bünyamin Simsek med malermester Helge Jørgensen, foran firmaet i Brabrand. Et firma, som sønnen Michael i dag driver.
Bünyamin Simsek med malermester Helge Jørgensen, foran firmaet i Brabrand. Et firma, som sønnen Michael i dag driver.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Mød byens spidskandidater: “Helge er min reservefar”

Bünyamin Simseks første fritidsjob i Brabrand har sat dybe spor i politikeren, der har bevaret kontakten

Af Kim Skovrup Andersen
Portrætserie

Lokalavisen Aarhus har bragt portrætter af de ti største partiers spidskandidater op til valget 21. november

4 skarpe til Bünyamin Simsek

Din vigtigste mærkesag?

Jeg er meget optaget af, at vi giver vores yngste borgere de bedst mulige rammer. De er vores fremtid. Der skal flere pædagoger til at tage hånd om børnene. Og så skal der skabes bedre fysiske rammer i vores folkeskoler med bedre indeklima, lokaler og toiletter. 

Dit politiske forbillede?
Jeg har ikke noget decideret forbillede, men jeg er meget inspireret af den stil, Anders Fogh lagde for dagen med handlekraft og udstråling som leder med mod til også at træffe upopulære beslutninger, der var vigtige for vores samfund.
 
Den dårligste beslutning i indeværende byrådsperiode?
Jeg synes ikke, jeg kan komme på en konkret en af slagsen. Jeg synes de dårligste beslutninger faktisk er dem, som ikke bliver taget. Når vi i byrådet ikke træffer beslutninger og bliver handlingslammede. Det er sket med vores infrastruktur, folkeskoler og kunstgræsbaner. 

Hvad vil du gerne huskes for om fire år?
Som den politiker, der formåede at lave en af tale, som afsatte 3,2 milliarder kroner over en årrække med henblik på at opgradere vores folkeskoler, så de bliver tidssvarende og moderne, så vi kan være bekendt at tilbyde dem til vores familier.

Da Venstres leder og Børn og Unge-rådmand Bünyamin Simsek bliver bedt om at udpege et af sine yndlingssteder i kommunen, falder valget på et noget utraditionelt sted i forhold til de andre ni spidskandidater, som Lokalavisen har spurgt.

Det er nemlig på lokalpolitikerens første arbejdsplads - Malerfirma Helge & Michael Jørgensen - i Brabrand, vi mødes.

SE VIDEO FRA MØDET HER

I dagens anledning er den nu pensionerede malermester - 72-årige Helge Jørgensen - mødt op for at tage en nostalgisk snak. I 1984 tilbød han en ung Simsek fritidsjob, så der blev mulighed for at tage på lejrskole til London med resten af årgangen på Gellerupskolen.

“Grunden til, at jeg har valgt stedet her som mit yndlingssted, er, at jeg er optaget af, at de voksne er de vigtigste i børn og unges liv. Naturligvis er det først og fremmest ens far og mor, der spiller en vigtig rolle. Men for mig har Helge gjort en afgørende forskel for mig i forhold til at påvirke og danne mig i den tid, jeg har kendt ham,“ siger Simsek og tilføjer:

“Så udover min far og mor har sørget for, at jeg har fået et godt afsæt og en god dannelsesproces og opdragelse, så har Helge sørget for at hjælpe mig i forhold til den identitet og ballast, jeg fik som arbejdsdreng,”

Herefter fortsætter han turen ned ad Mindernes Allé sammen med sin gamle chef.

“Jeg har mange gode minder med Helge. Jeg vaskede pensler og gjorde rent, når svendene kom ind og ud. Der var en god jargon, hvor jeg også blev styrket i, at man skal kunne tåle lidt. Her var der ikke den beskyttelse, som der er i folkeskolen. Det at komme på en rigtig arbejdsplads og mærke den kultur og være klar til at møde verden, har gjort en stor forskel for mig. Men mest af alt, så har jeg mærket en kærlighed og vilje til at stå bag mig, støtte op om mig og skubbe mig frem. Så Helge er næsten en far for mig, som jeg føler noget stærkt for,” lyder det fra rådmanden.

Rørt og meget stolt

“Det er jeg meget stolt af. Du var en rigtig god og flink dreng, der passede dit arbejde og gjorde det godt.” siger en yderst rørt og nærmest grådkvalt Helge Jørgensen, som efterfølgende får et par store klap på skulderen af sin tidligere arbejdsdreng.

“Jeg arbejdede her i 3-4 år, og det var dejligt, da Helge tilbød mig, at jeg kunne komme i lære. Det var jeg stolt af, for lærepladser hang ikke på træerne dengang, Og slet ikke med min baggrund,” siger Bünyamin Simsek med henvisning til bopælen i Gellerupparken, hvor han kom til som 2-årig fra Tyrkiet.

Han endte dog med at vælge en anden vej end malerfaget. Det blev som bygningskonstruktør, men kontakten til sin første arbejdsplads er bevaret gennem årene, hvor Helge Jørgensen blandt andet snere sørgede for, at Simsek kom ind i Rotary.

“Uanset hvad man skal her i livet, handler det meget om netværk. Og dér har Helge også senere i mit liv været med til at give mig et større netværk. Og det værdsætter jeg utrolig meget. Min mor og far havde jo ikke et netværk, da de kom til Danmark. De har haft et stort mod og styrke til at tage væk og trække rødderne op for at give mig nogle bedre rammer og vilkår,” siger Bünyamin Simsek.

“Ja, det har været dejligt at følge dig, Bünyamin. Du kom desværre ikke i lære hos mig, og jeg forsøgte også at gøre dig til socialdemokrat, men nu har jeg så selv stemt på dig for første gang, da jeg brevstemte forleden,” siger malermesteren med et stort smil.

Publiceret: 20. November 2017 07:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus