Mary Jean Moore er sangerinde i bandet MARY JEAN. 15. september udkom de med debut EP’en ’Summer Child’. Foto: Pressefoto.
Mary Jean Moore er sangerinde i bandet MARY JEAN. 15. september udkom de med debut EP’en ’Summer Child’. Foto: Pressefoto.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

MARY JEAN: Musik med stærk personlighed og skarp kant

Den århusianske, upcoming kunstner Mary Jean Moore er aktuel med sin debut EP, “Summer Child”. Hun skriver selv musikken, der har spiritualitet, personlighed og kant - og rimer på alt andet end mainstream

Af Mai-Britt Jeppesen

“Jeg synes, det er så mørkt udenfor i dag, så jeg hygger lige lidt om os,” siger Mary Jean Moore og sætter sig på stolen tættest ved klaveret. Hun skutter sig og trækker fødderne op under sig. I de minutter, der er gået fra, hun tog imod Århus Onsdags journalist i entréen til sin lejlighed i Aarhus C, har den 27-årige sangerinde brygget urtete og tændt små lamper og fyrfadslys i rummet.

På sengen midt i værelset står kassen med Mary Jeans helt nye EP; 'Summer Child'. EP'en, der indeholder seks af hendes helt egne numre, kom på gaden 15. september.

“Det føles vanvittigt stort at sidde med mit eget album i hånden. Som barn sad jeg tit og studerede min egen private CD samling og tænkte; en dag bliver det mit navn, der står på coveret.” Mary Jean rejser sig og griber en af 10” vinylerne fra kassen.

“Og der står det. Lige der!” Hun stryger forsigtigt coveret med håndryggen.

“Går man ind på Spotify nu og søger på mit navn, dukker min musik op. Det er for sindssygt!” Mary Jean virrer med hovedet, kommer pladen tilbage i kassen og sætter sig igen på stolen.

“Jeg har udgivet EP'en på mit eget selskab og været involveret i processen fra start til slut. Det betyder, at tingene bliver, som jeg vil have dem, men det er også hårdt arbejde. “ Hun skyder kæben frem og puster luft op over sin pande, så det blonde pandehår blafrer.

“Det er jo en drøm, der går i opfyldelse i de her dage. Så jeg prøver hele tiden at minde mig selv om, at jeg skal huske at være i det, huske at nyde det.”

Hører ikke til i en boks

Mary Jean Moore er sangerinde i bandet MARY JEAN, der ud over hende består af tre musikere.

“Bandet er mine nærmeste venner, og så er de alle tre 'one-of-a-kind' musikere. Vi kender alle sammen hinanden fra musikkonservatoriet og har spillet sammen i et års tid nu. I forhold til at samle et band var det vigtigt for mig, at det var nogle, jeg kendte rigtig godt og følte mig tryg ved. Sådan at al energi kunne bruges på musikken og på at eksperimentere med den,“ forklarer sangerinden. Og flere af Mary Jeans numre er eksperimenterende. Eller legende om man vil. Genren er kombineret amerikansk folk, ambient pop og afrikansk stammemusik.

“Det var i forbindelse med min bachelor i Rytmisk Musik og Bevægelse på Det Jyske Musikkonservatorium, at jeg blev introduceret til afrikansk musik. Og her jeg fik incitamentet til at rejse til Afrika. Det er et kontinent, der fascinerer mig - særligt afrikansk dans fascinerer mig. Den er utrolig livsbekræftende og fuld af musikalitet. Det er en dans, der bringer mig i kontakt med... Ja, en eller anden form for urkraft vel nærmest.” Mary Jean slår blikket ned og sætter læberne til sin tekop.

“Det kommer måske til at lyde meget sådan... spirituelt. Jeg kan godt selv høre det.” Hun ler og fortsætter: “Men jeg synes jo, den afrikanske percussion er med til at give min musik kant. Samtidig er jeg også klar over, at det afrikanske islæt gør min musik meget anderledes og måske sier nogen fra...” Mary Jean trækker på skuldrene.

“Jeg har da hørt folk i branchen sige, at min musik er for speciel, at jeg bør være mere mainstream. Men jeg hverken skal eller vil styres. Jeg har ikke lyst til at blive puttet i en boks, hvor jeg ikke føler, jeg hører til. Som menneske udtrykker og udvikler vi os jo også alle sammen forskelligt – hele livet igennem. Det vil jeg gerne afspejle i min musik.”

Den 27-årige sangerinde Mary Jean Moore komponerer samtlige bandets sange med inspiration fra natur og kinesisk filosofi. Foto: Mai-Britt Jeppesen
Den 27-årige sangerinde Mary Jean Moore komponerer samtlige bandets sange med inspiration fra natur og kinesisk filosofi. Foto: Mai-Britt Jeppesen

Angst for at præstere

Lige siden Mary Jean Moore var barn, har musikken fyldt i hendes liv. Hendes mor spiller klaver, og faren, der er amerikaner, holdt af at spille guitar på gaden, da han kom til Danmark.

“Da jeg var lille, digtede jeg mine egne sange, og da jeg var 11 år, begyndte jeg til sangundervisning.”

Herefter trådte hun stadig flere trin på musikkens vej. Først med et år på musikefterskole, musik på højt niveau i gymnasiet, tre år på MGK og studiet på Musikkonservatoriet i Aarhus, hvor Mary Jean nu læser på sidste del af kandidaten i sangskrivning.

Hun digter stadig sange. Og skriver ned. Samtlige af bandets numre er skrevet af Mary Jean selv. Teksterne er inspireret af natur og kinesisk loso. Og af kunstnere som Joni Mitchell, Bon Iver og Iron & Wine.

“Min første sang skrev jeg, da jeg var 14 år. Jeg har altid vidst, det var det, jeg ville. At skrive sange. Derfor var det også så uendelig vigtigt for mig, at det, jeg skrev, ikke bare blev godt, men perfekt. Det resulterede i en form for præstationsangst, og der gik flere år, hvor jeg intet skrev.”

Mary vender en kvart omgang på stolen og lægger hænderne på tangenterne.

“Det er ikke mere end tre år siden, jeg for alvor begyndte at skrive sange. 'Summer Child', EP'ens titelnummer skrev jeg for snart tre år siden, og der er sket meget på den tid, der er gået...”

En ny side

Hun slår et par toner an på klaveret.

“Vil du høre min nyeste sang. Jeg skrev den i sidste ude. Det er meget den her stil, de nyeste af mine numre er i...”

Øverst på en side i bogen foran hende, står der 'Flooded' efterfulgt af tekst og akkorder. Alt sammen skrevet med kuglepen. Hun begynder at spille. Og synge. Med en blød, ren og smuk stemme, der får hårene på armene til at rejse sig. Nummeret er markant anderledes end EP'ens titelnummer.

Mary Jean slipper tangenterne lidt abrupt og afbryder øjeblikkeligt den magiske musikboble, der har nået at forme sig om værelset.

“I lang tid har fokus været på det lidt naive – i min søgen efter min egen stemme. Men i den senere tid er jeg begyndt at vende blikket mere udad og åbne op for det mere alment eksistentielle. Jeg har fundet mit ståsted og med det modet til at turde lyse på mørket. Det er en ny side af mig, som jeg har lyst til at dele med omverden. En side, som nogle af de nyere numre på EP'en peger i retning af.”

Drømmen om en udgivelse med eget navn på coveret er gået i opfyldelse. Men Mary Jean Moore har flere drømme. Og ambitioner.

“Som enhver kunstner, har jeg en ambition om at bryde igennem. Men ikke for en hver pris. Det er vigtigt at min musik kommer først, og at jeg skaber, fordi jeg har lyst til det. Jeg bliver i hvert fald ved med at komponere, om jeg så får succes eller ej. Jeg kan jo slet ikke lade være... Og så må jeg have tillid til, det nok skal lykkes.”

Mary Jean vender en side i sin nodebog.

“Vil du høre resten af nummeret?” spørger hun.

Svaret på det spørgsmål kræver lige nøjagtig nul sekunders overvejelse. Ja!

Marys stemme fylder atter rummet, og boblen former sig på ny. En tranceagtig boble, man ikke har lyst til skal sprænges. Nogensinde.

Publiceret: 01. Oktober 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Bøger
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt