I 1992 skrev Louise Juhl Dalsgaard en lille seddel til sig selv, at fra nu af ville hun leve sundt og spise mindre. Som med alt andet, hun satte sig for, gjorde hun det. Men efterhånden løb det løbsk, og Louise endte med at have anoreksi i næsten to årtier. Foto: Stine Østergaard
I 1992 skrev Louise Juhl Dalsgaard en lille seddel til sig selv, at fra nu af ville hun leve sundt og spise mindre. Som med alt andet, hun satte sig for, gjorde hun det. Men efterhånden løb det løbsk, og Louise endte med at have anoreksi i næsten to årtier. Foto: Stine Østergaard
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Forfatter: “Jeg gemte rejemadder i mine underbukser. Så er man virkelig ikke rask!”

Louise Juhl Dalsgaard ville gerne spise, hun kunne bare ikke. Nu har hun udgivet en roman om sine 18 år som anorektiker

Af Stine Østergaard

“Jeg gemte rejemadder i mine underbukser. Så er man virkelig ikke rask!”

Louise Juhl Dalsgaard havde anoreksi. I omkring 18 år kæmpede hendes hovede mod hendes krop. Oplevelserne med sygdommen deler hun nu i romanen “Dét der og dét der”, som tager udgangspunkt i hende selv.

I starten var hun sikker på, at hun godt kunne styre det. Hun overbeviste sig selv om, at det bare var et skuespil. Hun kunne sagtens spise noget, hun ville bare ikke. Lige indtil lægerne stillede en tomatmad foran hende.

“Jeg kunne virkelig ikke få mig selv til at spise den, Jeg svedte, og tårerne stod ud af hovedet på mig. De kunne bede mig om alt – skære halsen over på mig selv – alt andet end at spise den tomatmad. Dér gik det op for mig, at jeg virkelig var syg.”

Sand fortælling

Det er en sand fortælling, bekræfter Louise og klemmer lidt kraftigere om bogen. Den er næsten lige kommet ud af trykken. Det er en lille bog, men hvert eneste ord har meget vægt.

Hovedpersonen og Louise er to udviskede størrelser. Sommetider slipper der et “jeg” i stedet for “hun” ind, når Louise fortæller om romanen.

Bogen består delvis af uddrag fra Louises egen journal, følelser og erindringer fra barndommen. Ideen opstod for et par år siden, og Louise fik sin journal tilsendt for at dykke ned i det, der teknisk set ville være den “objektive” virkelighed.

“Da jeg læste den, tænkte jeg: 'Var det virkelig sådan, jeg var?'”

Det fik Louise til at tænke over, hvor mange versioner af virkeligheden, der findes.

“Det var jo rigtigt, det de skrev, lægerne. Det var fakta, og alt var sandt. Men det, jeg selv oplevede, var jo også virkeligt for mig. Virkeligheden er det, vi vælger at fortælle om os selv,” siger Louise.

Louise sammenligner sit arbejde med bogen med den slags priktegninger, man finder i de fleste børneopgavebøger, hvor det gælder om at forene prikkerne, så de til sidst danner en figur.

“Virkeligheden er prikkerne, og bogen er stregerne,” forklarer Louise.

“Dét der og dét der” blev udgivet 24. august i år. Den handler i høj grad om at være splittet mellem intellekt og følelser. Foto: Stine Østergaard
“Dét der og dét der” blev udgivet 24. august i år. Den handler i høj grad om at være splittet mellem intellekt og følelser. Foto: Stine Østergaard

Skriver for at begribe

For Louise er det vigtigt at stille spørgsmål, og hun gør det til alt omkring sig. Det handler om at sanse, og med alle de spørgsmål og sansninger kan det være svært at finde ro i hovedet. Derfor er Louise forfatter.

“Det er godt at få sine følelser og tanker ned på papir. Der kan man flytte rundt på ordene, slette og tilføje. Det bliver til noget håndgribeligt i stedet for noget udefinerbart,” siger Louise.

Man skærper også sine sanser mere, når man skriver eller på andre måder gør det uhåndgribelige begribeligt.

“Hvis man skal tegne en skov, bliver man opmærksom på, at grøn ikke bare er grøn. Der er bøgebladegrøn, mosgrøn, græsgrøn og mange andre forskelligheder, man får øje på. Det er det samme, når man skal beskrive sine følelser.”

Dét der og dét der

Romanen er i virkeligheden opkaldt efter Louises knæ. “Dét der” og “Dét der” kaldte hun dem, da hun en dag efter at have studeret dem nøje, ikke fandt dem hverken pæne eller særlig praktiske. Der var flere ting, som Louise ikke kunne lide ved sig selv i sine unge år, da hun lige var blevet færdig med gymnasiet.

“Jeg fyldte meget. Sang højest i koret, rakte altid hånden op i timerne. Jeg drømte om at være lille, generte Sussi. Jeg tænkte, at hvis jeg nu lod være med at spise, blev jeg mindre, og så ville jeg ikke fylde så meget,” siger Louise.

Men Louise blev ved med at fylde. Bare på en helt anden måde. Nu fyldte hendes sygdom bare i stedet for.

For et par år siden bad hun sin bror om at beskrive hende med fem ord, som beskrev hende, mens hun var syg. Løgnagtig, ynkelig, afpillet, belastende og helt nede på femtepladsen: Søster.

“80 procent af det, der fyldte, var min sygdom. Det er virkelig tankevækkende,” siger Louise.

God for pårørende

Sygdommen fyldte ikke kun for Louise selv, men også rigtig meget for hendes pårørende. Derfor tror hun også, at det netop er de pårørende, som vil få allermest ud af romanen.

“Jeg tror, at man vil få meget ud af bogen, fordi den ikke peger fingre. Den forsøger ikke at give nogen skylden. Det er ikke familiernes skyld, det er ikke samfundets skyld, det er ikke noget, der sker i barndommen. Ikke alt hænger sammen. Nogle ting sker bare. Jeg beskriver bare virkeligheden,” siger Louise om romanen, som i høj grad består af Louises egne tanker og oplevelser som anorektiker.

Nedbryder tabuer

Det er også Louises håb, at bogen kan være med til at nedbryde tabuet omkring at tale om psykiske sygdomme. Hun er sikker på, at med åbenhed og ærlighed kommer man langt.

Idéen til at skrive romanen fik hun selv ved at lave et meget ærligt opslag på Facebook omkring sin sygdom. Her reagerede mange ved at fortælle deres egne ærlige fortællinger.

“Jeg er ikke bange for at sige, at jeg er typen, som har været indlagt et år på psykiatrisk afdeling,” siger Louise, der pointerer, at det er vigtigt at kunne snakke om det at have været syg psykisk.

“Men det er svært i dag. Har naboen haft kræft, taler man gerne om det. Men lige så snart, det er noget psykisk, tager folk afstand fra det,” siger Louise.

Afklaret i dag

Louise var aldrig en typisk anorektiker, selvom sygdommen havde et fast tag i hende.

“Jeg synes ikke, at jeg var for tyk. Jeg gik sommetider og var ked af det, men havde ikke nogen speciel grund til at være det. Måske blev jeg syg, så jeg kunne få en grund til at være ked af det.”

I dag gemmer Louise ikke længere sine rejemadder i underbukserne. Hun er blevet rask, men det har taget sin tid. Og hun var hele tiden bange for at få tilbagefald.

“Jeg vidste godt, at jeg ikke kunne stole på mig selv. Jeg sagde et og gjorde noget andet. Derfor var jeg også hele tiden mistænksom over for mig selv. Også efter jeg blev rask,” siger Louise.

Bogen har været helbredende for hende at skrive. Og det er hendes største ønske, at så mange så muligt læser den for at få indblik i de følelser, som man kan have med en psykisk sygdom. Den handler også om hvordan man kommer igennem det.

“Jeg læser den også somme tider selv, for jeg ved heller ikke rigtig, hvordan jeg kom igennem det,” siger Louise med et smil.

Publiceret: 02. September 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Aarhus

Bøger
ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt