Foto: Danni Paulsen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Løsladt trods trusler mod anklager og mails om sprængstof: "Hvis I ønsker at skabe en terrorist, har I valgt den rette"

53-årig mener, at han har været udsat for justitsmord.

En 53-årig mand fra Aarhus N sigtet for trusler mod anklagemyndigheden samt overtrædelse af lovgivningen om eksplosivstoffer blev tirsdag eftermiddag løsladt efter et grundlovsforhør ved retten i Aarhus.

Under grundlovsforhøret kom det frem, at han fra starten af juni til starten af juli har sendt flere mails til ansatte i anklagemyndigheden og i særdeleshed en kvindelig anklager, der førte en sag mod ham i 2014, hvor han blev dømt for vold mod sin eks-kone.

Den 52-årige mener, at der i sagen blev brugt falske beviser, og at dommen er et justitsmord begået mod ham. Det gjorde han klart i flere mails sendt til blandt andet Østjyllands Politi. Derudover sendte han en SMS til anklagerens svigerdatter og anmodede hende om venskab på Facebook.

Den sigtedes første mails var tilforladelige, omend han skrev, at han hellere ville dø end acceptere dommen. Tonen blev dog skærpet gevaldigt, og han ender blandt andet med at skrive følgende:

"Hvis retssystemet svigter, lægges der op til hævn og vold."

Herefter fortæller han, at betjente er de første i skudlinjen, og at han har kompetencer indenfor sprængning og erfaring med nitroglycerin og nitratgødning. Sidstnævnte ved han, hvordan gøres ustabilt.

Under grundlovsforhøret kom det frem, at han er uddannet laborant og tidligere har arbejdet med sprængninger i forbindelse med byggearbejde.

I de sendte mails skriver han også, hvordan han i sine unge år perfektionerede teknikken med at skære halsen over på får, når de skulle slagtes.

"Hvis I ønsker at skabe en terrorist, så er det den rette person, I har valgt. Jeg håber aldrig, jeg kommer til at skade uskyldige personer. Nu er det på tide at vælge mellem retssystemet eller selvtægt," konkluderer den 53-årige i de omtalte mails.

"Jeg er ikke terrorist"

Den 53-årige havde under grundlovsforhøret svært ved at forklare, hvorfor han skrev, som han gjorde, men erkendte, at det var dumt.

Mange gange erklærede han, at han aldrig har skadet nogen og ikke har intentioner om det, og at det ikke var hans hensigt at true. Men i bagklogskabens lys kunne han godt se, hvorfor modtagerne opfattede hans henvendelser som trusler.

"Jeg troede, at jeg ville få et svar. At der ville opstå en form for kommunikation og dialog. Det var bare for at få en reaktion efter tusinde mails uden svar," forklarede den sigtede om den skærpede retorik, som han kaldte 'lidt af en dramatisering'.

"Jeg er ikke terrorist."

Den 53-årige erkendte, at han tidligere har søgt på, hvordan man kan fremstille sprængstoffer, fordi han qua sit arbejde er interesseret i den slags. De omtalte søgninger blev foretaget, før han skrev mail til Østjyllands Politi, men politiet mangler endnu at undersøge hans computer for søgehistorik og eventuelle forsøg på køb af materialer til at fremstille sprængstof. Intet blev fundet under ransagningen af hans hjem.

"Jeg kan ikke fremstille sprængstoffer, og jeg har intet derhjemme, som jeg kan fremstille noget med, og jeg har ikke kontaktet nogen, der forhandler eller sælger noget," bedyrede den 53-årige, som ifølge ham selv og hans forsvarer har lidt af en depression siden årsskiftet.

Dommer: Der bliver et efterspil

Der var ingen tvivl om, at den sigtede angrer sine gerninger.

"Jeg føler mig meget dum og er meget ked af, at jeg har generet folk, og at de har følt sig truet. De skal ikke være bange for mig."

Anklageren i sagen ønskede den 53-årige varetægtsfængslet i to uger, mens forsvareren nedlagde påstand om løsladelse, idet der i hans optik aldrig har været tale om en konkret trussel mod nogen.

"Han har formuleret sig klodset og dumt, men der er ikke påvist konkrete forsøgshandlinger. Han har lært lektien, intet antyder, at han vil fortsætte."

Den vurdering var dommeren enig i og besluttede sig for at løslade den 53-årige.

"Det, du har gjort, er rigtig, rigtig groft, og du må regne med et efterspil. Hvis du så meget som vifter med ørerne i retning mod anklageren (den kvindelige anklager, han har prøvet at kontakte, red.), så bliver det rigtig galt for dig. Det håber jeg, du forstår," lød det alvorligt fra dommeren.

Anklagemyndigheden valgte at kære kendelsen.

Publiceret: 12. Juli 2017 09:15
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt
ERROR: Macro disqus is missing!