Det gamle ledvogterhus på Høvej har været rammen om Steen Thorskov Hansens liv gennem de seneste 15 år. Nu skal huset rives ned for at give plads til letbanens nye spor.
Det gamle ledvogterhus på Høvej har været rammen om Steen Thorskov Hansens liv gennem de seneste 15 år. Nu skal huset rives ned for at give plads til letbanens nye spor.
Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Letbanen ikke lige let for alle...

Mens letbanen bliver til glæde og gavn for mange, er der én der rammes ekstra hårdt: 1. marts må Steen Thorskov Hansen forlade sit hus på Høvej, der som det eneste hus skal rives ned for at give plads til det nye letbanespor

"Mine følelser for det her hus er forlængst begravet oppe i mit hoved."

59-årige Steen Thorskov Hansen er den eneste nabo til den kommende letbane, hvis hus bliver jævnet med jorden for at give plads for det nye spor mellem Lystrup og Lisbjerg. Alligevel er han ikke en bitter mand.

"Som gammel 68'er er jeg af den opfattelse, at enkeltindividet må vige for fællesskabet. Så nej, jeg er ikke vred, men jeg er træt af det. Ærgerlig."

I Steens optik er det gamle ledvogterhus på Høvej fra 1915 en lille perle. Det er heller ikke svært at blive betaget af huset med den særlige historie og den naturskønne grund, hvor dådyr, fasaner og egern dagligt lægger vejen forbi, og hvor der er udsigt over markerne med naboens heste og Egå Engsø.

Troede der var plads

Men det er slut nu. Første marts bliver huset overdraget til ekspropriationsmyndighederne.

"Jeg var ikke fuldkommen uforberedt, da jeg i maj sidste år fik et brev med en indkaldelse til et møde om ekspropriering.," fortæller han.

"Jeg vidste godt, der skulle ske noget, og jeg havde allerede selv været nede ved banen med en tommestok og målt op for at se, om der var plads til det ekstra spor. Det troede jeg, at der var. Med brevet i hånden kunne jeg godt regne ud, at der ville blive snuppet noget af min grund, men jeg tænkte, det nok bare var et lille hjørne f grunden."

Steen var derfor ikke nervøs. Det blev han først, da han en dag umiddelbart før mødet kom hjem fra arbejde og fandt markeringspæle overalt på sin grund med blafrende, signalrøde flag.

"Det havde jeg ikke lige set komme. Det var en grim overraskelse. Der røg min indkørsel, garagen, det lille skur, en væsentlig del af haven og al udsigten. Jeg vidste med det samme, at det slet ikke ville være til at leve med."

Planer kørt over af toget

Steen mente, huset i princippet blev ubeboeligt og forlangte, at ejendommen skulle totaleksproprieres. Det fik han medhold i.

"Her har jeg gået i 15 år og skabt mig en flot og hyggelig rede i et naturskønt område, og så bliver alle fremtidsdrømme kørt midt over af et tog. Men jeg er afklaret omkring det nu. Mentalt har jeg taget afsked med huset forlængst. Eksproprieringen er nødvendig, for at letbaneprojektet kan blive realiseret. Sådan er det, og det er i orden."

Hvad Steen derimod ikke er afklaret med, er selve ekspropriationsforretningen, som fandt sted tirsdag 8. januar.

"Det er det ret specielt at få besked på at møde i sit eget hjem. Og jeg har svært ved at se, hvorfor man ikke kan få besked telefonisk eller via brev om, hvad erstatningen bliver sat til."

I stedet skulle Steen møde op kl. 18 i Skejby, hvor han blev bænket ene mand ved et lille bord på en lav stol foran en række borde, hvor ekspropriationskommissionen sad skulder ved skulder, 11 mand høj og kiggede ned på ham.

Her fik han så at vide, hvad kommissionen fandt, var en rimelig erstatning - og det beløb var vel at mærke ikke til diskussion.

"Det er en ret patroniserende og barsk oplevelse. Hvad skal det til for? Det virker ærligt talt unødvendigt koldt og formelt.

Afgørelse anket

Steen mener selv, han bør have cirka to millioner kroner i erstatning, men kommissionens vurdering ligger ikke på det niveau.

"Så jeg har anket. Sådan er spillet. Nu går der fem uger, før jeg får svar på min anke, og så kan jeg anke igen."

Selvom det gamle ledvogter hus formelt bliver eksproprieret 1. marts, behøver Steen ikke være ude da.

"Men det regner jeg med at være. Jeg skal ikke bo til leje i mit eget hus, så jeg er i fuld gang med at finde noget andet. Måske skal jeg være bymenneske nu."

Publiceret: 18. Januar 2013 12:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Aarhus

ANNONCER
Se flere
ERROR: Macro disqus is missing!