Debat: Hvad vil vi med vores by?

Af Mette Skautrup, konservativt byrådsmedlem i Aarhus Kommune

Læserbrev Der har den seneste tid været meget debat om nedrivning af bygninger, opførelse af lejligheder og grønne områder, der skal bebygges. Jeg mener, at vi har brug for en helt grundlæggende debat om, hvilken by vi ønsker.

For mig er det helt klart, at for at forstå vores nutid, så skal vi kender vores fortid. Hvad er det vi kommer af, og hvilket fundament står vi på?

Byens bygninger fortæller en væsentlig historie om os – eksempelvis at Ridehuset oprindeligt var en militærkaserne. Og at Frichs Parken engang blev brugt til udvikling og produktion af lokomotiver, og dermed udgjorde et vækstcenter for byens fremdrift. Hvis vi fjerner alle de bygninger, som er med til at fortælle vores historie, så frygter jeg, at vi også fjerner en del af os. Bygningerne giver nemlig anledning til at fortælle vores børn og børnebørn om den udvikling, som både vi selv og byen har været igennem.

Selvfølgelig skal vi ikke lade ødelagte bygninger stå og forfalde, og der skal naturligvis også ske udvikling. Jeg ønsker ikke, at det skal være enten eller. Vi skal bygge nyt, og vi skal bygge smartere, men vi skal gøre det med respekt for byens historie. Vi skal ikke bevare bare for at bevare, men vi skal bevare for at udvikle og for at forstå.

Vi skal tænke os om, og sætte fokus på det, som fortæller byens historie, så vi kan give en spændende og interessant by videre til næste generation.

Publiceret 05 April 2019 07:00

SENESTE TV