Debatindlæg:

Hvad er det for en trafiklogik i Aarhus?

Læser undrer sig over, at både rejsetid og pris er steget

Gunvor Schmelling, Hyrdevænget 7, Tranbjerg

Midttrafik har nu lagt en del af busruterne i Aarhus om på grund af letbanen, som endnu ikke kører. Det betyder ikke bare længere køretid fra Tranbjerg til min arbejdsplads, Aarhus Universitetshospital Skejby, faktisk en hel halv time - men nu viser min oversigt på rejsekortet sørme også, at prisen er steget med seks kroner.

Nøjagtig den samme påstigning og afstigning koster nu 26,25 kroner mod før 20,25 kroner for mit alderspensionist-rejsekort.

 

LÆS OGSÅ Debatindlæg: Er den kollektive trafik KUN for dem i Aarhus C?

What? Det kan da ikke passe, så jeg har lige ringet til Rejsekortets Kundeservice for at høre, hvordan sådan en fejl opstår. Men det er ingen fejl, sagde kvinden. Midttrafiks logik er, at når rejsetiden ryger op over en time og et kvarter, så koster det mere. Men det er jo Midttrafik, som har ændret ruter og køreplaner, så rejsetiden forlænges. Det skal åbenbart koste passagererne ekstra at få forlænget rejsetiden med en halv time, både fordi ruterne er gjort længere, og fordi busserne slet ikke kan overholde deres køreplan.

Det kan da ikke passe, det er ikke på nogen måde rimeligt. Og passager-logikken vil måske være at vælge bussen fra til fordel for bilen, som både er hurtigere og billigere i forhold til bussernes lange rejsetider og den dyrere afregning.

Midttrafik og Rejsekortet, det er en ommer!

 

Publiceret 20 December 2017 08:00

SENESTE TV