Debat:

Aarhus skal være mere tilgængelig og handicapvenlig

Af
Af Anette Poulsen (S)

medlem af byrådet (S) og formand for Handicaprådet

Aarhus skal blande sig i toppen til den Europæiske Tilgængelighedspris 'Access City Award' i 2019.
'Aarhus - en god by for alle - og en by i bevægelse', sådan lyder visionen for Aarhus i Fortællingen om Aarhus, som blev vedtaget af byrådet den 22. oktober 2014.
Vi er i den grad på rette spor, men for at skabe en god by, som er for alle, er vi dog nødt til at tænke tilgængeligheden for handicappede og ældre med gangbesvær ind i den spændende udvikling, som Aarhus er i gang med.
Netop en øget tilgængelighed er noget Handicaprådet, Styregruppen for Tilgængelighed og jeg har arbejdet hårdt for i mange år, og jeg er glad for, at der nu er opbakning til at støtte op om samt intensivere indsatsen for at gøre Aarhus endnu mere tilgængelig, end den allerede er.
Som formand for Handicap- rådet er tilgængeligheden i Aarhus et vedvarende og vigtigt emne, som jeg ofte støder på til møder og debatter i min hverdag. Derfor er jeg også glad for, at de nye projekter i Aarhus, som letbanen og havnebadet ved Aarhus Ø, er handicapvenlige og med fuld tilgængelighed for alle mennesker, både rullende og gående, unge som gamle. Trods den gode udvikling er der beklageligvis stadigvæk flere områder i Aarhus, som er utilgængelige for kørestolsbrugere og gangbesværede - det skal vi gøre noget ved!
Jeg er stolt af, at Aarhus Kommune i samarbejde med Handicaprådet, Ældrerådet og Styregruppen for Tilgængelighed har besluttet, at Aarhus vil arbejde på at gøre sig fortjent til at blive Europæisk Tilgængelighedsby i 2019. Prisen 'Access City Award' gives af Europakommissionen til den europæiske by, der udviser ønske om at skabe en by, hvor tilgængeligheden er høj, således alle har mulighed for at benytte sig ligeligt af aktiviteter og begivenheder. Med letbanen og med det nye havnebad har vi fået en god start, og jeg drømmer om at skabe endnu flere gode tilgængelighedsprojekter frem til ansøgningsfristen i september 2018, således Aarhus endnu en gang bliver sat på det europæiske landkort.

Publiceret 27 September 2017 10:00

Lokalavisen Aarhus nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Aarhus
SENESTE TV

Kræftramte børn får tur i Djurs Sommerland

Normalt står hverdagen på hvile, lektier og ind i mellem blodprøver og kemo for 13-årige Mikkel G. Nielsen fra Galten. Men i dag får han sammen med andre kræftsyge børn fra Skejby Sygehus og deres familier mulighed for at glemme hverdagen lidt med en tur i Djurs Sommerland.

Det er Lions Club Aarhus Régina og Lions ungdomsklub Leo Club Aarhus Nord, der har arrangeret sommerturen til Djurs Sommerland.

"Jeg har glædet mig til i dag, fordi Lions Club har arrangeret, at vi unge kommer i Djurs Sommerland og hygger os og har det mega sjovt. Sådan nogle arrangementer kommer der tit nogle af for at vi skal glemme vores kemodage og have det sjovt," siger Mikkel G. Nielsen.

Væk fra hverdagen

Mikkel G. Nielsen fik i efteråret konstateret leukæmi. En lidt sjælden form, hvor det er t-cellerne, der ramt.

"De første otte måneder, har været hårde. Der har han fået blok-kure, som er en hård kemokur. Halvdelen af tiden har han været indlagt. Derfor er det rart at han nu er frisk nok til at være med i dag," fortæller Lis-Lotte Nielsen, som er mor til Mikkel.

Derfor er det også en Mikkel G. Nielsen, der har kørestolen med i dag, så han ikke bliver alt for træt. Men en af de vildeste forlystelser var alligevel øverst på dagens to-do liste, og blev som den første krydset af.

"Det er den sjoveste forlystelse der er herude. Det er fedt, det går så hurtigt, især det sving, der kommer i starten," fortæller 13-årige Mikkel G. Nielsen, der førhen har haft sæsonkort til forlystelsesparken.

Giver et afbræk

Det er 17. gang, at Lions Club har arrangeret turen for børnene og deres familier. Lions Club er verdens største private humanitære hjælpeorganisation. Pengene til sommerlandsturen kommer fra klubbernes kontingentkasse og fra aktivitetskassen – altså penge, de har tjent ved eksempelvis kræmmermarkeder, bankospil med mere.

”Formålet med den årlige udflugt er at give de sygdomsramte familier et afbræk fra en hverdag præget af sygdom. I løbet af dagen kan hele familien hygge sig og have det sjovt sammen i forlystelserne – et samvær, som der ikke altid er mulighed for på afdelingen. Samtidig får familierne mulighed for at møde andre familier i lignende situationer, og de får tid til at tale sammen og lære hinanden bedre at kende,” fortæller formand for Lions Club Aarhus Régina, Solvejg Kaae Hansen.