'Det Åbne Hjerte' er en af Festugens helt store satsninger, hvor op til 60 publikummer ad gangen lader sig indlogere, skifter tøj og følger en 'hjemløs' på det gamle Amtssygehus i 12 timer.

'Det Åbne Hjerte' er en af Festugens helt store satsninger, hvor op til 60 publikummer ad gangen lader sig indlogere, skifter tøj og følger en 'hjemløs' på det gamle Amtssygehus i 12 timer. Foto: Arthur Köstler

Reportage:

12 timers ubehagelig og medrivende vanvidsforestilling i det gamle Amtssygehus

Performancegruppen Signa lader publikum komme helt tæt på ubehaget, når de i disse dage forvandler det gamle sygehus til det, der minder om et sindssygehospital

Af
Anders Michaelsen

Aarhus Festuge 'Du slog din ven ihjel! Forræder!'

En rundkreds af kursister laver bombelyde og peger på den PTSD-ramte og tidligere Afghanistan-soldat Jack, som med sveddråber på panden kryber mod døren i en spændt og anstrengt fosterstilling.

Den tidligere bomberydder Jack overså en mine i Afghanistan, der kostede hans ven livet, og vi, kursisterne - som vi bliver kaldt - har fået at vide af kursuslederen, det vil være godt for ham, hvis vi står og giver ham lidt (meget) skyld med skyld på.

En absurd dråbe i et 12 timers stort hav af vanvid og smerte er, hvad performancegruppen Signas forestilling 'Det Åbne Hjerte' tager én i gennem med sin 50 skuespiller-store opsætning. Med små mærkelige eksplosioner, bliver man konstant udfordret på, hvordan man skal forholde sig, og på om man er aktør eller tilskuer. Og det er i det grænseland mellem fiktion og virkelighed, som får Festugens helt store satsning til at fremstå så ubehagelig og samtidig medrivende.

Lokalavisen Aarhus' udsendte har været på en 12 timers visit blandt 'de lidende' og har som de andre kursister fået tildelt en såkaldt mentor, som man skal følges med rundt i stykket.

'Det Åbne Hjerte' er en opfølger til den tyske 'Das halbe Leid' (den halve lidelse), der i 2017 også blev fremført i et 12-timers format i Hamborg.

'Det Åbne Hjerte' er en opfølger til den tyske 'Das halbe Leid' (den halve lidelse), der i 2017 også blev fremført i et 12-timers format i Hamborg. Foto: Arthur Köstler

Et kursus i empati

Vi er på det forladte Amtssygehus bygning B2. Vi, publikum - eller kursisterne om man vil - er kommet på besøg hos foreningen 'Det Åbne Hjerte,' hvor vi skal udvikle vores empati. Til det skal vi i de næste 12 timer fra klokken syv om aften til klokken syv om morgen følge en af de hjemløse - eller 'de lidende,' som de bliver kaldt.

De lidende skal være vores mentor, og det er dem, der vælger, hvem de vil have på slæb resten af aftenen og natten. På en række med ryggen mod muren af den gamle hospitalsgang kigger vi over på en ligeså lang række af socialt udsatte eksistenser. De fleste af dem står med en krum positur og for stort og hullet tøj, som sidst har tjent rollen som 'moderigtigt' i slutningen af 90'erne. Er det skuespillere eller rigtige hjemløse, kommer man oprigtigt i tvivl om.

Vi har indledningsvist fået en folder med et tidsskema over forskellige kurser, der sker helt frem til midnat. Vi har fået at vide, at hvis der kommer slagsmål mellem institutionens beboere, så må vi ikke gribe ind, og enkelte har også fået uddelt en alarm i nødstilfælde af, at tingene skulle løbe løbsk.

'Det Åbne Hjerte' går helt frem til slutningen af september.

'Det Åbne Hjerte' går helt frem til slutningen af september. Foto: Erich Goldmann

Daniel og pis i vasken

Min mentor bliver den 21-årige og vrangforestillende Daniel. Med langt, fedtet hår, kasket og for store, slidte, lyseblå denimbukser viser han mig rundt på den tidligere hospitalsafdeling, der med sin tvivlsomme belysning og lyseblå klinker fremstår alt andet end hyggeligt.

Der er foredragsrum, kiosk, køkken, formningslokale og klaustrofobisk tætpakkede sovesale med høje køjesenge samt et aktivitetslokale, der spartansk med fire stole og iskolde blå klinker på væggene mest af alt ligner et sovjetisk torturrum.

Jeg får et glas vand fra håndvasken ved siden af Daniels køjeseng. Rørene er rustet så meget, at vandet smager af blod. Min mentor fortæller mig håndvasken også er en slags toilet. Og rigtig nok finder jeg senere ud af, at der er folk, der om natten pisser i vasken.

Daniel fremviser en masse børnelignende tegninger - hans plan, og han fortæller, hvordan han drømmer om sit eget hus, og om at han snart kommer væk fra stedet. Når han gør, vil han ringe til sin alkoholiserede far, han ikke har set i ni år, og så bliver alting godt. Han introducerer mig løbende for et kæmpe persongalleri i form af stedets andre beboer. En af dem er den ranglede skinhead, Niklas, der konstant banker Daniel uden nogen speciel grund.

Han fortæller mig, jeg skal skifte tøj. Jeg trækker i en mundering, så jeg ligner Daniel, og får endda et navneskilt, hvor der står Daniel II på. Mit eget tøj, min mobil og andre ejendele ryger i et aflåst skab. Nu hedder jeg Daniel.

Redningsbåden

Aftenen består af flere kurser på 30 minutter, man selv kan vælge, eller som man vælger i fællesskab med sin mentor. Et af de kurser, jeg kommer til, er kurset 'redningsbåden'.

Vi er 11 personer på et tæppe - redningsbåden - men vi bliver fortalt, der kun er plads til 10. Ved at sige, hvad vi er gode og dårlige til, skal vi med lukkede øjne pege på den person, vi mener, er mest undværlig og som skal smides over bord.

Jeg peger på den lettere excentriske Michelle, der ved sig selv fremhæver, at hun er god til at flyve. Det tager hun ikke pænt. Nærmest opløses hun i raseri og gråd, over jeg har peget på hende, og hun stirrer bebrejdende på mig resten af seancen. Det ender dog til syvende og sidst med, at det er en anden hjemløs, der bliver skubbet over bord og får sig en ekstrem ubehagelig oplevelse, jeg ikke vil røbe her.

Michelle har dog ikke glemt, jeg har peget på hende, hvilket hun - selvfølgelig - siger til den føromtalte Niklas. Og der går ikke længe, før jeg står ude i vaskerummet og på fuldstændig klos hold kan se og høre slagene fra den høje og meget ranglede skinhead Niklas, der gennemtæver min mentor Daniel. Han spytter ham også flere gange i ansigtet og håret, mens jeg kan stå i rollen som den paralyserede og bare kigge på.

'Det er dig, der banker ham,' siger Niklas til mig.

Jeg ved, at jeg ikke skal gøre noget, for det har jeg jo fået at vide, men samtidig er jeg så tæt på det hele. Tæskene virker ægte nok, så det er svært - hvis ikke umuligt at opfatte sig selv som blot en simpel tilskuer. Og rollen som tilskuer og aktør bliver konstant udfordret i 'Det Åbne Hjerte' af det tætte og virkelighedstro setup. Da situationen er aftaget, virker det mest naturlige da også at hjælpe sin mentor på benene igen med et 'er du okay?'

Det er et stort persongalleri at forholde sig til med 50 skuespillere. På billedet den aggressive Niklas.

Det er et stort persongalleri at forholde sig til med 50 skuespillere. På billedet den aggressive Niklas. Foto: Erich Goldmann

Nu vil jeg bare gerne hjem

Lyset på gangene og i de fleste rum bliver slukket 00:30. Man kan høre skrig ned fra den anden ende af gangen og utilregnelige typer lusker rundt. Om natten er der få planlagte aktiviteter. Tiden begynder at gå langsomt, og man har nu vadet rundt i elendigheden så længe, at man forløsende er ved at dø af grin, når for eksempel den aggressive Jimmy irrationelt tæver løs på inventaret i rygerummet.

Om natten er smerten størst for de hjemløse. Daniel ser syner, har brug for øl og brækker sig fra sengen. Altså rigtigt brækker sig. Jeg hjælper ham med en spand og finder en kold Harboe hos en vagt, der sælger 'ulovlige' øl.

Og ved en tre-tiden lægger jeg mig så til at sove i mangel på bedre alternativer, selvom det ikke er megen søvn, jeg får. Jeg ligger og stirrer op i sengen over mig. Klokken fem melder 'Svantes Lykkelige Dag' om, at det er tid til at stå op og tid til morgenmad.

Her kan jeg sidde og spise min kedelige havregrød, mens der opstår et slagsmål og en brydekamp foran køkkenet mellem en hjemløs, der spiller tung rock fra en rollator, og en anden der fra kørestolen prøver at slukke transistoren. En ny dag truer, og nu vil jeg bare gerne hjem.

De sidste timer går med evaluering i foredragsrummet. En kursist vinder 'dagens kursist'-kop, mens Daniel lader mig bestå kurset med begrundelsen, at jeg ikke gjorde noget i vaskerummet, da han fik tæv. Lettere forvirret kan jeg så forlade det, der mest har mindet om et sindssygehospital, hvor vi, der har været gennem de sidste 12 timer, kan stå ude på parkeringspladsen og snakke med hinanden om de kurser, karakterer, og det vanvid, vi er stødt på.

Faktisk står vi og snakker noget, der minder om en time efterfølgende, og det er med et forløsende smil på læben. Den medlevende og alvorlige grimasse er kastet bort, men har sat et varigt indtryk. For uanset hvor ubehagelig 'Det Åbne Hjerte' er - ligeså medrivende er forestillingen også.

Det 12 timers blandede teater- og kursusformat 'Det Åbne Hjerte' kan mærkes og opleves på det tidligere Amtssygehus frem til den 29. september.

Publiceret 04 September 2019 14:05