TV-2 tyvstarter Aarhus Festuge i byens svar på New Yorks Central Park, Byparken. En række hemmelige gæster skal være med til at give aarhusianerne en anderledes oplevelse.

TV-2 tyvstarter Aarhus Festuge i byens svar på New Yorks Central Park, Byparken. En række hemmelige gæster skal være med til at give aarhusianerne en anderledes oplevelse. Foto: Helle Arensbak/Ritzau-Scanpix

Aarhus Festuge: Damarks kedeligste orkester og "hemmelige gæster" åbner ballet

TV-2 åbner uofficielt Aarhus Festuge og sætter en ære i at skubbe en uge med nothing but kultur i gang

Af
Bente Tahmasbi Hansen

Danmarks kedeligste orkester, TV-2, tyvstarter Aarhus Festuge med en koncert dagen før den officielle åbning. Torsdag 29. august fylder TV-2 det aarhusianske svar på Central Park, Byparken, som folder sig ud mellem Rådhuset og Aros, når Frederiks Alle er spærret.

For at gøre det hele lidt sjovere og endnu mere aarhusiansk har bandet inviteret nogle af deres gode kolleger med på scenen. Det er ikke uventede men hemmelige gæster, hvis navne Steffen Brandt ikke vil røbe på forhånd.

"Vi har inviteret en række gæster, som helt sikkert vil sørge for at åbningen bliver både spændende og anderledes," lover han.

Fællesskab og fællessang

Publikum kan forvente en lang række af de store hits og får dermed masser af mulighed for at synge fællessang, og på den måde håber Steffen Brandt at skabe en aften fuld af fællesskab.

"Vi spiller en hel masse sange, som både vi og publikum forhåbentlig kender. Men vi har også nye sange fra vores seneste album på sætlisten, så der bliver noget nyere," siger han.

Det er langt fra førte gang, at TV-2 spiller en stor udendørs koncert i Aarhus, men denne gang står de for åbningen af festuge nummer 54. Og det synes Steffen Brandt, der har oplevet det meste mange gange, er helt specielt.

"Der er noget særligt over at få lov til at åbne festugen i Aarhus. Det er en folkelig begivenhed og vi sætter en stor ære i at skubbe en hel uge med nothing but kultur og fest i gang. Og så lige inde midt i byens hjerte. Det kan ikke blive meget større," siger forsangeren i det 38 år gamle band, som kørte 'Fantastiske Toyota' og 'Nutidens Unge' ind på hitlisterne i 1980'erne.

Medlemmerne er blevet gråhårede og det er en del af deres fanskare også, så kan man forvente sig et meget voksent publikum i Rådhusparken?

"Vi har spillet flere gange i Universitetsparken til de studerendes årlige semesterstartsfest. Så sent som sidste år havde vi fornøjelsen. Vi synes det er fedt, at de unge sætter så meget præg på byens liv og sender hermed en invitation til at kigge forbi," svarer Steffen Brandt.

L.O.C. er kongen

TV-2 kan altså ikke bare prale af at have været i lang og tro tjeneste, at have en uendelig lang liste af hits men også publikum i alle aldre. Så hvilken status giver det dem i det aarhusianske musikmiljø, der tæller popkongen Thomas Helmig og rapperen L.O.C. fra 8210 Aarhus V? På NorthSide demonstrerede LOC, at han kan synge som Thomas Helmig og han gjorde derfor krav på titlen som kongen af Aarhus.

"Jeg hørte for nyligt L.O.C. i det Kongelig Teater give en version af vores 'Lanternen' i et såkaldt mashup. Det lød godt, så han må være kongen. Men der skal jo også være nogen til at hylde. Der melder jeg mig gerne," smiler Steffen Brandt.

Selv er han født i Åbyhøj og har læst Nordisk Sprog og Litteratur på Aarhus Universitet. Han bor i Ø-gaderne, når han da ikke lige residerer i sit hus på Bornholm, og har cyklet Aarhus tynd på sin gamle havelåge af en herrecykel. Han er stolt af sin by.

"Jeg synes, at vi Aarhusianere har grund til at hejse flaget og være os selv bekendt. Det berømte mindreværdskompleks i forhold til København er vist for længst begravet - det er ligesom om, der kommet et helt nyt selvværd til byen. Klædeligt, synes jeg i grunden," funderer han.

Det populære aarhusianske band 'Bogfinkevej' varmer op, før TV-2 går på scenen vede åbningskoncerten. De to bands har før lavet noget sammen. Måske gør de det igen?

Publiceret 27 August 2019 18:00